Den hollandske klub Feyenoord røg ganske vist ud af Europa Leagues 1/8-finaler mod Roma i sidste uge, men UEFA er langt fra færdig med klubben og har åbnet en disciplinærsag.

I den første kamp lavede en masse af Feyenoords medrejsende fans ballade i den italienske hovedstad, og returkampen i Holland var ligeledes problematisk. Her måtte kampen blandt andet afbrydes i 20 minutter, hvor spillerne blev sendt i omklædningsrummet, fordi der i anden halvleg kom kasteskyts i form af røgbomber på banen.

Oven i den hændelse var den mørke Roma-spiller Gervinho udsat for racisme, da en stor oppustelig banen blev kastet efter ham i første halvleg.

Også Romas Adem Ljajic er i UEFAs søgelys, fordi han angiveligt har opildnet de hollandske fans til at gå endnu mere amok, i og med han efter sin 1-0-scoring løb ned og provokerede det afsnit med Feyenoords fans, der havde kastet med bananen.

Høringen i sagen er sat til 19. marts. Roma gik samlet videre med 3-2.