Et usædvanligt optrin udspillede sig tirsdag aften i engelsk fodbold, hvor kampens dommer var ved at komme i klammeri med en spiller.

Således vil League 1-kampen mellem Ipswich og Northampton ikke blive glemt lige foreløbig, selvom opgøret sluttede med ellers kedelige 0-0.

I slutminutterne var dommeren Darren Drysdale nemlig ved at ryge i flæsket på Ipswichs irske landsholdsspiller Alan Judge.

Spilleren klagede, som så mange andre før ham, over en dom for 'film' i målfeltet og løb hen mod Darren Drysdale, mens han tydeligt brokkede sig.

Men hvor andre dommere tager den slags med ophøjet ro, blev det for meget for Darren Drysdale.

Han gik i stedet frem og pressede panden mod Alan Judges ansigt og råbte tilbage.

Det lignede en situation, der nemt kunne have udviklet sig til regulært slagsmål, og spillere fra begge hold måtte skille de to ad, hvorefter Darren Drysdale gav ireren det gule kort – formentlig for 'film'.

Drysdale gad ikke høre på mere brok.
Drysdale gad ikke høre på mere brok.
Vis mere

Derefter udviklede kampen sig til totalt kaos i de resterende minutter, hvor Darren Drysdale også fik udvist Ipswich-spilleren Flynn Downes efter et ondt frispark.

Darren Drysdale er en rutineret engelsk dommer, som har været aktiv i divisionerne siden 1996 som assistent og senere som hoveddommer.