20-årige Yussuf Poulsen er i fuld gang med at tage tysk fodbold med storm. Han har netop sparket sig ind i toppen af topscorerlisten, og iagttagere ser ham som A-landsholdets redningsmand

Onsdag i sidste uge spillede RB Leipzig kamp i 2. Bundesligaen i Tyskland mod Karlsruhe. I pausen var stillingen 1-1, og hjemmeholdet var i problemer. Straks fra anden halvlegs start bragte en dansker dog Leipzig i front. Først gjorde Yussuf Poulsen det til 2-1, og 10 minutter senere var han igen på tavlen med målet til 3-1.

Leipzig vandt med de cifre. Poulsen blev dagens helt og er nu oppe på seks ligascoringer, hvilket placerer ham som nummer to på topscorerlisten.

Alt tyder på en oprykning til den bedste række til sommer, og stjernen på holdet er altså dansk.

- Det er en spændende tid lige nu.Det ser godt ud for holdet og mig selv, og vi har en tro på, at vi kan slå alle, men det er alt for tidligt at tale om oprykning. Vi tager det stille og roligt, om et halvt år må vi se, hvordan vi ligger, og så tager vi en snak om situationen til den tid, siger Yussuf Poulsen til BT.

Den danske offensivspiller har præsteret glimrende over en længere periode. For et par uger siden kunne BT så melde om interesse fra flere tyske klubber fra den bedre halvdel af Bundesligaen og klubber fra Premier League i England. Men planen for Yussuf Poulsen er ikke et klubskifte, for RB Leipzig er ambitiøse, og målet om en plads i Bundesligaen er ikke langt væk.

Som spiller og menneske vokser 20-årige Poulsen også meget, og med den markante udvikling tegner alt positivt for ham selv og dansk fodbold.

- Der er sket meget på en sæson.Jeg gik fra at være 1. divisionsspiller i Danmark, hvor jeg mest betragtede mig selv som ungdomsspiller. I Tyskland er jeg blevet senior. Rent fodboldmæssigt er jeg blevet bedre på alle parametre, for eksempel er mine beslutninger og min teknik forbedret, siger Yussuf Poulsen og fortsætter:

- Samtidig er jeg blevet bedre til at score mål, hvilket skyldes en større opmærksomhed på, hvor jeg skal løbe hen i feltet. Før tog jeg bare det mest aggressive løb i boksen, men nu får jeg flere af de mål, fordi jeg løber de rigtige steder hen. Som person er jeg også vokset. Jeg er flyttet hjemmefra og har boet ude alene i et helt år for første gang. Det har været en omvæltning, men jeg har lært en masse, siger Yussuf Poulsen.

BLÅ BOG
FØDT 15. juni 1994
SPILLEDE på førsteholdet i Lyngby fra 2011 til 2013
SKIFTEDE til RB Leipzig sidste sommer og har kontrakt med i klubben indtil sommeren 2017.

Mads Davidsen, Assistenttræner for Sven-Göran Eriksson i den kinesiske klub Guangzhou R&F. Tidl. ungdomstræner i Brøndby:
- Han er herligt udansk i sin spillestil, med det mener jeg, at han i princippet slet ikke burde være nået hele vejen igennem systemet. Ofte dropper vi typer som ham, fordi han har forholdsvis store bevægelser, og hans teknik ikke er stærk. Men Yussuf er en gave til dansk fodbold, og jeg er meget glad for at se, at han har klaret sig igennem trods udfordringerne.

- Dybdeløbene er han eminent til, jeg vil gå så langt og sige, at han er en af de absolut bedste, vi har herhjemme. Han er et dyr i boksen, for han går efter alt, der rør sig derinde. Det kræver masser af mod, og det har han. Hovedspillet er solidt, og slagsmålene frygter han ikke.Og så arbejder han helt vildt. Sjældent har jeg set en spiller evne at tage et returløb på 60 meter og omgående være klar til en omstilling.

- Allerede da jeg så ham, dengang han bare var 15 år, blev jeg vild med ham. Han var totalt uskolet, men jeg kan love dig for, at han gjorde ondt på alle ungdomsholdene. Vi kunne ikke definere ham som spiller på det tidspunkt, vi vidste bare, at han var eksplosiv, og at han ikke var rar at løbe ind i.

- Typer som ham hænger ikke på træerne herhjemme, og vi skal passe på ham. Jeg er sikker på, at han er lige præcis det, vi mangler. Han er målscorer, kan spille både kant og central angriber, ligesom han evner at løbe dybt. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før han er med på A-landsholdet.

Jess Thorup U21-landstræner:
- Der var folk, som satte spørgsmålstegn og undrede sig, da Yussuf skiftede fra Lyngby. Alle regnede med, at han skulle til en større udenlandsk klub, men i stedet tog han til den tyske 3. Bundesliga. Det gjorde han, fordi Yussuf sammen med sit team havde lagt en strategi, og i den var spilletid afgørende.Samtidig blev han købt ind som en profil i Leipzig, og han skulle gøres til en af de afgørende spillere. I hans alder er det kampene, der udvikler, og dem får han. Indtil videre er alt lykkedes efter planen. Han spiller fast, klubben er rykket op i første sæson, og nu ser det ud til, at den kan gøre det igen.

- Han er en super type, for han er sindssygt dedikeret og hårdtarbejdende.Forcen er blandt andet hans hurtighed. Med den er hans fremtid lys, for han er giftig for en enhver modstander. Samtidig er han ved at udvikle sig til at blive en rigtig målscorer. Han kan også spille mange forskellige positioner, hvor jeg på landsholdet bruger ham mest som kant, så han kan udfordre mand mod mand, bruge sine dybdeløb og være farlig i omstillingerne. I Tyskland spiller han som frontangriber.

- I dag bliver mange fodboldspillere målt på deres tekniske færdigheder og deres evne til at spille i små rum, men Yussuf er jo ikke Eriksen-typen, der stortrives derinde. Han skal bruge lidt mere plads. Til gengæld er han fuldt ud klar over sine mangler, og derfor arbejder han også på sine førsteberøringer.

Niels Frederiksen, cheftræner i Esbjerg, tidl. træner for Yussuf Poulsen i Lyngby:
- Han kom til Lyngby meget tilfældigt. Egentligt var vi ude efter en anden spiller fra klubben Skjold. Den spiller spurgte så, om han måtte tage en ven med. Vennen var Yussuf. Der stod han med sin taske i hånden og ville være med. Det fik han lov til. Vi kunne straks se, at han havde de fysiske forudsætninger for at blive virkelig god, men vi var helt ærligt i tvivl om, om det ville blive en dreng eller pige med ham, for han havde store mangler teknisk. I sidste ende blev Yussuf så hos os, og ham, vi i første gang ville have, forsvandt langsomt ud af klubben. Efter noget tid kunne vi se, at vi med Yussuf havde en topspiller i svøb.

- En af hemmelighederne bag hans markante udvikling er viljen til at lære og evnen til at indtage viden. Han vil gerne træne og er god til at lytte. Vi kunne for eksempel relativt hurtigt flytte ham som spiller, for han lagde konstant på, var ærgerrig og ydmyg. I den tid udviklede han sig forrygende taktisk, og med træninger hver anden formiddag fulgte teknikken langsomt med.

- Jeg var ikke voldsomt overrasket, da han valgte at spille i den tredjebedste tyske række. Jeg opfatter Yussuf og hans familie som værende nede på jorden og som velovervejede mennesker. Der sidder et godt hoved på Yussuf, han er en klog fyr med andet mellem ørerne end fodbold og playstation. Sammen så de et projekt for sig med RB Leipzig, og nu kan man jo blot rose dem for deres planlægning. Han spiller hver gang, og det kan ikke være bedre.