Ronaldo vs. Messi - fodboldens mest slidte debat omkring, hvem der er bedst, har fået nye vinger.

Til Snooker-VM i Sheffield i England blev Manchester Uniteds trænerlegende, Alex Ferguson, spurgt ind til, hvem han mente var bedst.

»Folk snakker om, hvem der er verdens bedste. Mange siger Messi, og det kan du ikke sige noget imod. Men Ronaldo kunne spille for Millwall, Queens Park Rangers, Doncaster Rovers eller hvem som helst, og score et hattrick. Det er jeg ikke sikker på, at Messi ville kunne,« siger han til BBC.

Svaret virker måske ikke overraksende, da Alex Ferguson var manden, der hentede en dengang 17-årig Ronaldo-splejs i Sporting Lissabon og gjorde ham til Premier League-topscorer og verdens dyreste og bedste fodboldspiller. Men Alex Ferguson begrunder sit valg af Ronaldo med, at portugiseren har formået at brillere både i det mere fysisk spillende England og i Spanien.

»Ronaldo har to stærke fødder, er hurtig, god i luften og modig - Messi er selvfølgelig også modig, men jeg tror, at Messi er en 'Barcelona-spiller,'« siger han.

'Fergie' fortalte også, at Cristiano Ronaldo og Ryan Giggs er de to spillere, han har trænet, der forbedrede sig mest gennem deres karriere.

30-årige Cristiano Ronaldo vandt sidste år Ballon D'or - titlen som verdensbedste fodboldspiller - for andet år i streg og tredje gang i karrieren. Messi har vundet fire.