Aston Villa har forstærket Premier League-truppen med Manchester United-spilleren Tom Cleverley på en lejeaftale.

Det skriver Aston Villa selv på klubbens hjemmeside tirsdag, hvilket er dagen efter, at transfervinduet lukkede. Handlen gik igennem før midnat, men skiftet krævede en godkendelse af Premier League, der først kom i løbet af tirsdagen.

25-årige Tom Cleverley er et produkt af Manchester Uniteds eget talentprogram, men han har haft svært ved at bide sig fast i startopstillingen. Derfor var det heller ikke en svær beslutning for ham at sige ja til Aston Villa, der har den tidligere Manchester United-legende Roy Keane som assistenttræner.

- Muligheden for at spille under manageren og Roy Keane, som begge var fantastiske midtbanespillere i deres karriere som spillere, gjorde beslutningen let for mig, siger han til klubbens hjemmeside.

Tom Cleverley skifter på en lejekontrakt for resten af sæsonen, men Aston Villa har mulighed for at gøre skiftet permanent.

Han var ikke den eneste, der forlod Manchester United lige på falderebet. Også angriberen Danny Welbeck forlod klubben til fordel for Arsenal.