Samme aften som Manchester United præsenterede Ángel Di María som ny spiller i klubben, var holdet i aktion i Capitol One Cup. Her gæstede man MK Dons, der til dagligt spiller i den tredje bedste liga i England, League 1.

De engelske pokalturneringer er kendt for sine store overraskelser, og tirsdag aften fik vi netop dette. MK Dons vandt således kampen med hele 4-0 over Louis van Gaals mandskab, og det var tydeligt, at der stadig er masser af arbejde forude for hollænderen.

At der er to divisioner mellem de to klubber var i hvert fald ikke til at se på spillet. Retfærdigvis skal det siges, at Louis van Gaal startede med flere unge talenter, men der var stadig blevet plads til spillere som Danny Welbeck, Shinji Kagawa, David De Gea og Javier Hernandez.

Det var derfor noget overraskende MK Dons, der bragte sig foran efter 25. minutters spil ved Will Grigg. Denne føring fik lov at holde indtil pausen.

Man kan forestille sig, at Louis van Gaal talte med store bogstaver i omklædningsrummet i pausen, og at United ville komme ud i et helt andet gear. Men det var tværtimod MK Dons, der for alvor foldede sig ud efter pausen.

Først var Will Gregg på pletten igen, og siden gjorde Benik Afobe det til både 3-0 og 4-0. Manchester United kunne ikke redde nogen som helst ære ud af kampen, og måtte derfor se sig slået på den værst tænkelige måde.

Det var en United-offensiv, der i den grad viste, at der er brug for Ángel Di Marías kvaliteter, men også at Manchester-klubben har store defensive problemer. Klubben har blot fået ét point ud af seks mulige i Premier League, og nu er holdet også ude af Capitol One Cup.