Manchester United har handlet stort ind, men er ikke færdige. Nu vil man hente verdensstjerner, og gigantsponsorater gør det muligt.

Manchester United har været 'transfer-præriens' John Wayne i denne sæson. Med manager Louis van Gaal ved revolveren er der blevet skudt på det meste, der har rørt sig af større bytte, og nu ligner det snart endnu et indkøb.

Barcelonas Pedro har i et stykke tid været rygtet til den engelske storklub med den prangende historie, og ifølge spanske Marca er Pedro yderst lun på idéen om at skifte reservetjansen bag den royale trio med Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez ud for et skifte til Premier League. Et skifte, som Yaya Touré, Cesc Fabregas og Alexis Sanchez tidligere har lavet med stor succes.

Og hvis eller når Pedro bliver sendt til Manchester i bytte for 190-240 millioner kroner, vil Manchester Uniteds indkøbstur løbe op i fornemme 1.000.000.000 kroner - eller en milliard kroner, som det så nemt kan skrives.

Manchester United har oprustet heftigt i sommerens transfervindue, her ses præsentationen (fra venstre) af Morgan Schneiderlin, Bastian Schweinsteiger og Matteo Darmian
Manchester United har oprustet heftigt i sommerens transfervindue, her ses præsentationen (fra venstre) af Morgan Schneiderlin, Bastian Schweinsteiger og Matteo Darmian Foto: JASON REDMOND
Vis mere

Bastian Schweinsteiger, Memphis Depay, Morgan Schneiderlin og Matteo Darmian er der blevet spenderet på, og der er altså plads til flere. Nu skal superstjernerne komme til det genopstandne storhold, lover Louis van Gaal.

»Chelsea har Eden Hazard. Han kan lave mål. Manchester City har Agüero, og der gælder det samme. Barcelona har Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez. Vi i Manchester United skal kæmpe med de klubber. Så vi skal også kigge efter denne type spillere. Når det er muligt for en fair pris at købe disse spillere, skal vi gøre det, for de er bedre,« sagde Louis van Gaal mandag og udpenslede den nuværende forskel på Manchester United og verdens allerbedste hold.

»Vi skal sammenligne os med dem. Ashley Young havde en fantastisk sæson, men han er ikke en Neymar, og vi skal konkurrere med den slags klasse.«

Manchester Uniteds manager Louis van Gaal (tv.) vil have, at De røde djævle igen kan spille op med de helt store klubber i Europa
Manchester Uniteds manager Louis van Gaal (tv.) vil have, at De røde djævle igen kan spille op med de helt store klubber i Europa Foto: JASON REDMOND
Vis mere

Og i den sidste sætning ligger der noget og gemmer sig, for Manchester United er færdige med at være de små i nogen som helst sammenhænge. Det beviste Louis van Gaal og den tidligere upopulære – men nu respekterede – direktør Ed Woodward ved sommerens transfer-saga med David de Gea i centrum.

Real Madrid har forsøgt med den strategi, de er lykkes så godt med tidligere, og som har skaffet dem blandt andre Cristiano Ronaldo og Gareth Bale. Men denne gang har Manchester United afvist og afvist. Stillet krav om, at kun hvis Real Madrid ville slippe Sergio Ramos, var man villig til at tale om de Gea.

Det fortæller historien om et historisk økonomisk stærkt Manchester United. Aldrig før har de haft så mange penge. Louis van Gaal ser ud til hellere at ville lade David de Gea gå gratis om et år ved kontraktudløb end at gå på kompromis med prisen på 365 millioner kr. nu.



Sådan viser man også muskler, og de bøffer er pumpet op med tyske og amerikanske milliarder. I denne uge begynder den største trøjesponsorkontrakt nogensinde, hvor Manchester United trækker Adidas-trøjen over hovedet og samtidigt scorer 790 millioner kroner – hvert år i 10 år! Bayern München har netop forlænget samarbejdet med Adidas, og den tyske storklub måtte nøjes med 100 millioner færre pr. år, mens Arsenal med den næststørste kontrakt i Premier League kun får en tredjedel.

Som om det ikke var penge nok, sidder Manchester United også på den største sponsorkontrakt med 550 millioner kroner om året tikkende ind fra Chevrolet.

Barcelona-angriberen Pedro Rodriguez, som her ses i aktion mod Manchester United, skulle angiveligt også være på den engelske storklubs ønskeliste.
Barcelona-angriberen Pedro Rodriguez, som her ses i aktion mod Manchester United, skulle angiveligt også være på den engelske storklubs ønskeliste. Foto: JOHN G. MABANGLO
Vis mere

Derfor er Manchester United efter et år uden Champions League og to år efter legendariske Alex Fergusons farvel nu tilbage. Stærkere end nogensinde før. Og det skal der handles ind til, som Louis van Gaal tidligere har lovet.

»Nej, vi er ikke færdige endnu. Som jeg allerede har sagt ved flere pressekonferencer, mangler vi balance i holdet, og jeg mener, at vi stadig bør forstærke os på mindst to positioner. Og det gør vi, når det er muligt. Men vi skal kun købe, når spilleren kan bidrage på vores niveau,« sagde han til MUTV.

Pedro ligner den næste, men ikke den sidste. For Manchester United er klar til at tage kampen op med Real Madrid, Barcelona, Manchester City og Chelsea. De vil hente spillere som Sergio Ramos, Thomas Müller eller Gareth Bale. De vil være de engelske Galacticos.