Den vragede AGF-spiller Osama Akharraz åbnede i tirsdagens BT for, at han savner mere ærlighed fra cheftræner Jesper Fredberg, efter kantspilleren på det seneste har været ude af startoptillingen og end ikke kom ind mod FC København.

Således sagde Osama Akharraz:

- Jeg har vist min utilfredshed på den måde, at jeg ikke er i godt humør. Det er ikke noget vildt. Jeg har ikke gjort noget forkert. Med henblik på min karrieremæssige udvikling forventer jeg mere ærlighed fra min træner, end jeg har oplevet indtil videre.

BT havde onsdag ikke held til at træffe Jesper Fredberg til en kommentar om kritikken fra den tidligere stamspiller Akharraz, men efter træning skærtorsdag var der en samtale mellem Jesper Fredberg og Osama Akharraz, og herfra lyder det:

- Jeg tror først og fremmest, at Osama har rigtig mange følelser med i sit spil og den måde, han er på. Det kommer også nogle gange til udtryk, når han skal udtale sig. Det har jeg fuld forståelse for. Men det kan nogle gange godt blive lidt mere farverigt, end det måske skal være, siger Jesper Fredberg.

- Vi har en åben-dør-politik, og det kan være, at ’Ozzy’ ikke har kunnet finde døren den dag. Men den er i hvert fald åben. Jeg har haft mange samtaler med ’Ozzy’, og det havde jeg sågar også, før du talte med ham onsdag. Vi talte sammen i 15 minutter ude på banen, hvor vi lige præcis sidder og snakker tingene igennem. Det kan godt være, at ’Ozzy’ har behov for at komme ud med nogle ting, men at der mangler ærlighed, det kan jeg ikke forstå. Det er lige præcis, hvad vi går meget ind for herude. Vi går ekstremt meget op i, at spillerne kan komme ned og vende tingene. Vi vil også meget gerne fortælle dem, hvad der er godt, og hvad der er skidt og skal forbedres, fortsætter Jesper Fredberg.

Hverken træneren eller Osama Akharraz vil nærmere ind på, hvad samtalen mellem dem har handlet om, men begge er klar til at trække en streg i sandet og se frem mod sæsonafslutningen, hvor AGF inden dagens kamp mod FC Midtjylland kun ligger et point over nedrykningsstregen.

- Vi har snakket tingene igennem, og der var selvfølgelig nogle ting, som vi manglede at snakke igennem, men det foregik stille og roligt, og nu ser vi sammen fremad, så vi kan få sikret AGF overlevelse i Superligaen. Det har førsteprioritet, siger Osama Akharraz.

Den kun 32-årige og i Superliga-sammenhæng uprøvede Jesper Fredberg ser også indad efter samtalen med Osama Akharraz.

- Jeg tror, at han skal blive bedre til at spørge ind, og jeg skal blive bedre til at forklare. Men jeg vil ikke fortælle, hvorfor ’Ozzy’ ikke er startet inde. Det holder jeg mellem ham, truppen og jeg, lyder det fra Fredberg, som melder om et godt forhold mellem ham og Osama Akharraz.

- Jeg har et rigtig godt forhold til ’Ozzy’, og det er også derfor, vi lægger på hele tiden. Jeg vil virkelig gerne have, at ’Ozzy’ er dygtig for os og spiller godt, så han kan vise sig selv frem.

Ifølge Jesper Fredberg er der ikke andre end Osama Akharraz, som er utilfredse i AGF-truppen.

- Jeg tror absolut ikke, der er andre i truppen, der har det på samme måde. Jeg tror, det er enlig svale. Det bygger jeg på, at vi har et rigtig godt miljø herude, hvor der er stor åbenhed omkring tingene. Det er også derfor, det her kom lidt bag på os.

AGF-træneren afslører samtidig, at Osama Akharraz’ kritik ikke koster på banen. Jesper Fredberg lover i hvert fald spilletid til Akharraz mod FC Midtjylland.

- Vi har fået bedre styr på vores defensive koncept, og det betyder også, at vi kan tillade os at kigge lidt frem på nogle offensive takter, og der er ’Ozzy’ en type, som kan komme i spil for os. Nu får han muligheden i morgen (i dag, red.) for at vise, at han er klar, og så må han også gribe den chance.

- Han må også vise, at han er opgaven voksen og er klar til at lade støvlerne tale – både for sig selv, men også for sine medspillere, klubben og andre rundt om sig. For det er til træning, man skal være skarp, men man skal så sandelig også være klar, når man får chancerne til kampene, siger Jesper Fredberg, inden han slutter:

- Der kan godt være en stor sandsynlighed for, at Osama Akharraz starter inde mod FC Midtjylland. Det havde han også gjort inden BTs artikel.