Zlatan Ibrahimovic åbnede sin Premier League-målkonto, da Manchester United sejrede i José Mourinhos debut.

Manchester United og klubbens nye manager, José Mourinho, fik den perfekte start på sæsonens Premier League, da Bournemouth blev besejret med 3-1 på udebane.

Spillemæssigt kan der stadig forbedres en del ting, men sejren var aldrig i fare, og Zlatan Ibrahimovic kom på måltavlen.

Det blev en taktisk præget og lidet sprudlende affære i de første 45 minutter. Med andre ord en klassisk premierekamp.

Chancerne var få, og den debuterende superstjerne Zlatan Ibrahimovic gjorde ikke det store væsen af sig ligesom resten af de 21 spillere.

Wayne Rooney forsøgte sig med et flad afslutning efter et godt United-opspil midtvejs, men der skulle en stor forsvarsbrøler til for at få gang i målscoringen.

Simon Francis missede fuldstændig en tilbagelægning til målmand Artur Boruc, og Juan Mata smuttede imellem.

Boruc fik dog klaret Matas forsøg, men Francis var ikke færdig med at blamere sig.

Returbolden fra Boruc sprang ud i fødderne på den tilbagestormende forsvarsspiller, og via først det ene og så det endte knæ fumlede Francis bolden tilbage for fødderne af Mata, som stod lige foran målstregen, og så trillede han den ind til 1-0.

Det var som om, at scoringen fjernede de værste premierenerver hos udeholdet, og efter pausen var der langt mere frihed og kreativitet at spore.

Efter en times spil stod Rooney rigtigt placeret foran mål til at heade Anthony Martials forfejlede helflugter ind, og fem minutter senere punkterede den nye, svenske stjerne spændingen.

 
Med sit tredje mål i tre kampe var Zlatan Ibrahimovic endnu engang med til at bringe United på vinderkurs mod Bournemouth.
Vis mere

Fra 25 meter tog Zlatan Ibrahimovic chancen, og med en flad afslutning til det lange hjørne passerede han Artur Boruc til 3-0. Dermed har han nu scoret i alle sine debuter i Serie A, La Liga, Ligue 1 og Champions Leage

Det lykkedes Bournemouth at reducere ved Adam Smith med godt 20 minutter igen, men mere spænding kom der ikke.

Mourinho og co. snuppede sejren og indtager førstepladsen i ligaen med sejren på to mål.

/ritzau/laly