Med et mål 17 minutter før tid sørgede Thomas Vermaelen for sejr til FC Barcelona hjemme over Malaga.

FC Barcelona havde traditionen tro masser af spil, men det kneb med målene, da holdet lørdag aften havde besøg af Malaga.

Sydspanierne forsvarede sig bravt, og de holdt 0-0, indtil der manglede 17 minutter af kampen.

Her var det Luis Suárez, der huserede på FC Barcelonas venstrekant, inden han lagde bolden indover, hvor Malagas ellers fortrinlige målmand, Idriss Kameni, kom ud af sit mål og slog bolden væk. Men kuglen endte hos Thomas Vermaelen, der kom til FC Barcelona i sidste sæson. Den tidligere Arsenal-forsvarer udnyttede resolut, at der efter Kamenis redningsaktion nu ikke længere var en mand, der kunne tage med hænder imellem stængerne, hvorefter bolden på belgierens skud strøg imellem venner og fjender for at ende i netmaskerne.

Målet tog luften ud af Malaga, der ikke var i stand til at svare igen, og derfor vandt FC Barcelona ligesom i første runde 1-0. I sidste uge var det Athletic Bilbao, der ikke kunne score mod de regerende spanske mestre.