Lasse Vibe har været på kanten af et skifte væk fra IFK Göteborg i de seneste par transfervinduer, men denne gang forventer svenskerne ikke, at de kan holde på deres danske landsholdsspiller. Til det er Lasse Vibe simpelthen for brandvarm på markedet.

Vibe scorede lørdag sit sjette sæsonmål for IFK Göteborg, da man spillede 2-2 med GIF Sundsvall. Hvis fansene var skuffede over det lille benspænd i guldkampen, bliver de endnu mere ærgerlige over udsigten til, at holdets største profil er på vej væk.

»Lige nu er det roligt, men jeg tror, at mange klubber har afventet U21-EM og beslutter sig nu. Det ser ud til, at han kan forlade os, men jeg tror, at det bliver i slutningen af vinduet i så fald,« siger sportschef Mats Gren til Aftonbladet.

Den danske angriber har ikke selv de store kommentarer til et muligt skifte. Han kunne være skiftet til FC Midtjylland eller en kinesisk klub for et beløb tæt på 20 millioner kroner, men han takkede selv nej.