De to franske klubber Evian og Guingamp er glade for at hente danske spillere til Ligue 1.

De har henholdvis fire og tre danskere i deres trupper, og der er mod på mere dansk. Nu kan Evian hente den femte danske spiller til truppen ud over Jesper Hansen, Jesper Juelsgård, Daniel Wass og Nicki Bille.

Ifølge BTs oplysninger er der varm interesse fra Evian for AGFs midtbanespiller Casper Sloth, men også andre franske klubber lurer i kulissen. Alt peger på, at Sloth kan være væk fra Aarhus, før transfervinduet lukker om lidt over en måned.

I Casper Sloth kan en udenlandsk klub hente en dansk landsholdsspiller billigt, og det har skabt interesse omkring AGF-profilen.

Dyr nedrykning

AGFs nye direktør, Jacob Nielsen, er ikke meget meddelsom, da BT forholder ham interessen for Casper Sloth.

- Jeg kommenterer ikke på rygter omkring vores spillere, siger Jacob Nielsen.

Han slår også fast, at AGF gerne beholder Casper Sloth, selv om nedrykningen koster klubben dyrt.

- Situationen omkring Casper og andre af vores ambitiøse spillere er sådan set afklaret. Skal der ske noget omkring vores spillere, skal det være i en fælles forståelse mellem os og spilleren. På den led er det ikke anderledes end at være i Superligaen. Hvis der kommer et bud, forholder vi os til det, siger AGF-direktøren.

Profiler stadig i AGF

Da AGFs nedrykning var en realitet meldte adskillige af profilerne ud, at de ville væk fra klubben. Ansættelsen af Morten Wieghorst som ny cheftræner ændrede dog på tingene. Indtil videre kan AGF stille med spillere som Casper Sloth, Osama Akharraz og Danny Olsen i sæsonpremieren i 1. division på søndag mod Roskilde.

I sidste uge gav Casper Sloth også udtryk for, at hans fokus primært var på AGF.

- Det må vi se på, hvis der kommer noget. Lige nu er mit fokus bare på at spille her i AGF, hvor jeg har kontrakt, og så tænker jeg ikke over alt det andet, sagde Casper Sloth til bold.dk