Når Danmark tager imod Albanien i EM-kvalifikationen den 4. september, så bliver det foran et fyldt nationalstadion. DBU melder således alt udsolgt halvanden måned før kampen.

Billetsalget blev allerede åbnet to dage efter 2-0-sejren over Serbien for en måned siden, og bare fire dage efter var der solgt knap 20.000 billetter. Nu melder DBU så alt udsolgt, og de danske landsholdsdrenge kan derfor se frem til stor støtte fra lægterne.

»Vi glæder os naturligvis rigtig meget over, at de danske fans bakker landsholdet op og ønsker at være en del af den fodboldfest, vi kan se frem til. Det bliver en fantastisk kamp, hvor spændingen bliver på sit højeste, og hvor spillerne nu får al den opbakning, de kan ønske sig,« siger Katja Moesgaard, kommerciel direktør i DBU til forbundets hjemmeside.

Kampens betydning blev ikke mindre, da den den internationale sportsdomstol CAS forleden meldte ud, at Albanien ville få tre point for den afbrudte kamp mod Serbien for ni måneder siden. Kampen blev afbrudt, da en drone fløj ind over banen med et Storalbanien-falg. En serbisk spiller fik fat i dronen, og det udløste skænderier mellem de to holds spillere. Herefter blev banen invaderet af tilskuere, så spillerne måtte flygte ud i omklædningsrummene.

UEFAs dom kom så i sidste uge, hvor det blev slået fast, at Albanien ville blive tildelt de tre point. Det betyder, at Danmark og Albanien ligger side om side med 10 point hver. Danmark har dog spillet en kamp mere, hvorfor Albanien kan overhale Danmark med en sejr.