Daniel Wass har udviklet sig til en vigtig brik i Evians offensiv, og lørdag aften scorede den blonde bomber så igen, da hans franske klub led et 3-2-nederlag til Reims.

Den tidligere Brøndby-spiller scorer nærmest efter behag i den franske liga. Daniel Wass har nettet otte gange i indeværende sæson, og det er næsten halvdelen af klubbens mål. Evian har scoret 20 mål på 17 kampe.

Hjemmeholdet Reims, der ligger over Evian i tabellen, kom i front på et mål af Diego, men så tog Daniel Wass over og udlignede efter pausen. Og ikke nok med det. Danskeren havde næstsidste fod på Clarck N'Sikulus føringsmål, og dermed lignede det endnu en gang, at den danske offensivspiller, som længe har banket på til landsholdet, skulle blive kampens helt store helt.

Desværre for Evian punkterede et rødt kort gæsterne, og da Reims scorede to gange inden for de sidste 25 minutter, blandt andet ved tomålsskytten Diego, var Daniel Wass' præstation ikke nok til point i denne omgang.

Kian Hansen, den tidligere Esbjerg-spiller, som nu huserer på holdkortet i Nantes, kom også på scoringstavlen lørdag. Desværre for Kian Hansen skete det i den forkerte ende af banen, da han lavede selvmål i Nantes' 2-1-sejr over Bordeaux.