Mens Sam Allardyce og West Ham var ved at tabe til Newcastle, lagde West Ham en pressemeddelelse på nettet, der vinkede farvel til manageren.

Rygterne omkring Sam Allardyces afsked i West Ham har taget til i den seneste tid. Blandt andet er danske Michael Laudrup blevet kædet sammen med jobbet.

Søndag blev det så officielt, at Sam Allardyce er fortid i West Ham. Annoceringstidspunktet var dog en kende mærkværdigt. For imens West Ham var ved at tabe til Newcastle, lagde klubben meddelelsen om Allardyces afsked på nettet.



Jagten på en afløser er allerede sat ind, førend Allardyce har nået at sige farvel,

»Vi har været imponeret over kvaliteten blandt kandidaterne, der har udtrykt interesse for rollen. Vi forventer at ansætte en manager med de rette meritter til at tage klubben til nye højder,« skriver West Ham på klubbens hjemmeside.



Sam Allardyce siger ifølge engelske medier, at han ikke havde lyst til at forlænge kontrakten med klubben, og det dermed er en fælles beslutning.



»Jeg er meget stolt over, hvad jeg har opnået. Holdet og klubben er i en mere succesfuld position, end da jeg tog over. Alt, hvad jeg er blevet bedt om, har jeg leveret. Det er nok det rette tidspunkt for os begge at skilles. Jeg har nydt turen,« siger han til BBC Sport.

Allardyce nåede at stå i spidsen for West Ham i fire sæsoner. Han har tidligere været manager i bl.a. Bolton og Newcastle.