Ulrik Wilbeks samarbejde med Brøndbys cheftræner, Thomas Frank, har været en stor succes – og gjort DHF-sportschefen til Brøndby-fan

Samarbejdet mellem håndboldkoryfæet Ulrik Wilbek og Brøndby-træner Thomas Frank har været så stor en succes, at parterne forlænger aftalen, hvor Wilbek fungerer som en slags mentor.

Wilbek og Frank indledte deres samarbejde for et år siden, og nu har de altså valgt at forlænge det med yderligere et år. Det forklarer Ulrik Wilbek til BT, mens han samtidig løfter lidt af sløret for, hvad det er, hans samtaler med Thomas Frank handler om.

»Det går jo ud på erfaringsudveksling og sparring omkring de der ting, som jeg har været igennem i mange år – nemlig det der kæmpe pres, der jo også er forbundet med at være træner i Brøndby. Hvordan reagerer man? Hvordan er man over for medierne? Hvad udtaler man? Hvad siger man, og hvad siger man ikke? Samarbejdet med spillerne – hvad sker der i bestemte sammenhænge?« siger Wilbek, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

»Så har Thomas tit forberedt fire-fem spørgsmål, hvor han spørger mig, hvad jeg siger til det. Jeg vil selvfølgelig ikke være helt konkret på, hvad vi snakker om med de enkelte ting, men det handler jo om at give inspiration til hinanden og snakke om, når man er træner og har en fast filosofi, som Thomas har, over for det at skulle vinde og levere resultater,« fortsætter Wilbek, der om nogen kender til at have et massivt pres fra omgivelserne hængende over sig, efter de i alt 17 år han nåede at være landstræner for Danmarks håndboldherrer og -damer.

Ulrik Wilbek og Thomas Frank mødes en gang hver tredje eller fjerde uge, og ud over mentor-arbejdet med Brøndby-cheftræneren er DHF-sportschefen også en eller to gange på direktionsgangen i klubben for at varetage andre opgaver.

Det gælder blandt andet arbejdet med Brøndbys Masterclass-koncept, hvor han haft nogle af trænerne igennem kompetenceprofiler og ledelsesudvikling, ligesom han har været med til forældremøder.

»Det giver masser af inspiration, og det er rigtig spændende. Ikke mindst deres talentudvikling. Det er virkelig professionelt, den måde de kører på. Det er jeg meget imponeret af,« siger Wilbek, som også afslører, at samarbejdet nu har fået en anden konsekvens.

Han er nemlig gået hen og blevet Brøndby-fan.

»Selvfølgelig er jeg det. Det er jo det ejerskab, det giver at være med i noget. Så er man jo også pissenervøs, når man sidder hjemme og følger med på tv. Altså jeg er ikke aficionado, men jeg holder med Brøndby, og jeg tror egentlig også, at jeg vil gøre det fremover, uanset om jeg er der selv eller ej,« understreger Wilbek.