Yussuf Poulsen har som fast mand stor andel i RB Leipzigs overraskende status som tophold. Landsholdsangriberen er dog godt klar over, at succesen ikke varer evigt.

Bundesligaen er fuld af unge, danske spillere med succes. Andreas Christensen og Jannik Vestergaard i Mönchengladbach, Frederik Sørensen i FC Köln og efter vinterpausen kommer Thomas Delaney til Werder Bremen.

Men lige i dette efterår er der ingen, der overgår Yussuf Poulsen, som starter inde hver gang for Bundesligaens overraskende tophold. Oprykkerne fra RB Leipzig har i den grad sat deres præg på turneringen, hvor de med kun et nederlag i de første 15 kampe aktuelt er den stærkeste udfordrer til Bayern Münchens vanligt brutale Bundesliga-dominans.

Foto: JAN WOITAS
Vis mere

Faktisk var det først efter at have tabt til bundholdet Ingolstadt i sidste weekend, at det Red Bull-finansierede fodboldhold måtte afgive førstepladsen til sydtyskerne, som Yussuf Poulsen og co. møder på onsdag i en direkte duel om titlen som ’Herbstmeister’ i sidste runde inden vinterpausen.

22-årige Poulsen har nydt hvert et minut i Bundesligaen, men holdets nuværende succes er kommet bag på ham:

»Det er langt mere end, hvad vi havde forventet. Og ja, det overrasker os lidt, at vi kan være med helt fremme i toppen.«

Når han skal forklare succesen, er der to ting, der går igen: ungdom og sammenhold.

»Vi er et godt hold, og vi har en ung trup, den yngste i Bundesligaen. Vi kommer med noget eufori fra sidste sæson, da vi rykkede op fra 2. Bundesliga. Vi har opbygget nogle fælles succesoplevelser, og det gør, at vi står sammen som et hold. De andre hold havde måske ikke forventet, at vi var så gode, men når man kommer og slår Dortmund 1-0 på hjemmebane i den anden kamp, er man et godt fodboldhold,« påpeger den danske landsholdsspiller.

 
Leipzigs egen topscorer, Timo Werner, scorede i dag sin niende kasse i sæsonen, da topholdet tog alle tre point fra Hertha Berlin med en sikker 2-0 sejr!
Vis mere

RB Leipzig er måske det hold, som ud over Bayern München trækker flest hadefulde følelser frem i de tyske fodboldfans, som ikke holder med klubben.

Klubben er funderet på en indsprøjtning i milliard-klassen fra den østrigske energidriksproducent Red Bull, som overtog den skrantende 5. divisionsklub SSV Markranstädt tilbage i 2009.

Med en satsning på unge talenter og kloge indkøb under sportsdirektør Ralf Rangnick, der kom til klubben i 2012, er det gået stærkt med fire oprykninger i løbet af syv sæsoner, selv om mange fans har protesteret og set klubbens kommercielle tilgang, der gør op med ånden i den traditionelle tyske foreningsmodel, som et knæfald for kommerciel kynisme.

Og selvom alle ved, at RB står for Red Bull, fik klubben besked på, at den ikke måtte have firmaet som en del af navnet, og hedder derfor i stedet officielt RasenBallsport Leipzig – på dansk PlæneBoldsport.

Yussuf Poulsen har været i Leipzig, siden han skiftede fra Lyngby tilbage i sommeren 2013, så han har nået at spille i de tre bedste tyske rækker undervejs.

Han mener, at modstanden mod RB Leipzig er overdrevet i medierne.

»Det er ikke noget, vi mærker så meget til. Det er vist mere et medieprojekt. Det er da rigtigt, at der røg et tyrehoved ind på banen, da vi spillede mod Dresden, men vi er også nummer et på deres hadeliste – det er ligesom når FC København møder Brøndby. Der kan være små hooligan-grupper, som står og råber ad os, når spillerbussen kommer til udekampene, men det er ikke noget specielt, og det tror jeg da også, at de andre hold oplever,« fortæller Yussuf Poulsen.

Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

I takt med resultaterne er respekten for Leipzigs røde tyre vokset, og det var først med det paradoksale nederlag til bundproppen Ingolstadt, at Poulsen og holdkammeraterne kom ned på jorden igen. Danskeren har en god forklaring på, hvorfor Leipzig havde det så svært mod bundholdet.

»Det var en kamp, hvor der blev spillet 2. Bundesliga-bold. De vidste godt, at vi var favoritter, så de forsøgte at nedbryde spillet. Det var meget af det, som vi stødte på i sidste sæson, hvor de fleste hold bare forsøgte at ødelægge vores spil,« siger han og uddyber:

»Det er det, der er den største forskel i denne sæson. Alle de hold, som vi møder, vil gerne spille med os. De har alle sammen gode spillere, og de går på banen og tror på, at de kan vinde kampene. Den kamp mod Ingolstadt var en helt anden type, hvor det kom til at handle meget om nærkampene.«

Angriberen er indtil nu kun noteret for et enkelt mål og en assist i dette efterår. Alligevel nyder han sin træners tillid. Han er foreløbigt noteret for 13 kampe fra start og en enkelt indskiftning i 14 kampe for klubben fra det tidligere DDR.

»Jeg kunne måske have scoret et eller to mål mere, men ellers er det gået rigtigt godt. Jeg er tit med i opspillet, og ellers skaber jeg rum til de andre spillere, fordi jeg tiltrækker mig ekstra opmærksomhed fra modspillerne. Det er den rolle, jeg har,« forklarer landsholdsangriberen, som foreløbig er noteret 18 optrædener i rødt og hvidt.

Foto: ROBERT MICHAEL
Vis mere

Og der venter mange flere, hvis den 22-årige dansk-tanzanianske angriber fortsætter udviklingen.

»Jeg spiller hver uge på klubholdet og får udfordringer på højeste niveau. Det er helt sikkert godt for min udvikling. Det er fedt, at man hver uge møder noget nyt. Den ene uge møder vi et hold, der presser højt, den næste en modstander, der gerne vil spille som Klopps Liverpool. Det er meget spændende og afvekslende. Åge (Hareide, red.) ved, hvad jeg står for, og jeg behøver ikke alle andres mening for selv at være tilfreds.«

Selv om Leipzig lige nu er på omgangshøjde med altdominerende Bayern, vil danskeren ikke umiddelbart acceptere rollen som potentielle medaljetagere.

»Vi ved godt, at vi ikke er et rigtigt tophold. Vi prøver bare at få så mange point som muligt, og vi skal bare blive ved med at bringe den samme arbejdsindsats hver gang til alle kampene. Så vil der også blive ved med at være muligheder for at vinde dem, uanset hvem vi møder. Det er mere vigtigt, at vi holder fast i den indstilling, end om vi ligger nummer et eller tre inden vinterpausen.«

RB Leipzig slutter efteråret af ude mod Bayern München onsdag 21. december kl. 20. Kampen kan ses på Eurosport 2.