FC Københavns hjemvendte forsvarsspiller Mathias Zanka Jørgensen har været udsat for en del kritik de sidste par uger. Og han gjorde ikke livet lettere for sig selv, da han et minut inde i københavnernes Champions League-kamp mod Leverkusen nonchalant smed bolden væk og kostede et mål.

Og Zanka var fuld af selverkendelse, da han efter kampen stillede op til øretæver fra pressen.

- Jeg vil gerne pege fingre af mig selv. Jeg synes ikke selv, at jeg var to potter pis værd. Mange ting går galt. Det var bare ikke godt nok fra min side, sagde den tidligere landsholdsspiller til 3+.

- Alle, der har spillet fodbold, ved, at man er uheldig nogle dage. Og nogle dage er man ikke der, hvor man skal være, og så kommer en ulykke sjældent alene. Jeg er ikke tilfreds med det her. Jeg er rigtig forbandet på mig selv over den måde, jeg spiller den her kamp på.

FC København endte med at tabe opgøret i Leverkusen med 4-0, og samlet blev det til et smerteligt 7-2-nederlag. Dermed må de danske icemestre nøjes med Europa League-gruppespil i denne sæson.