Rigtige mænd græder – og det gælder også Zlatan Ibrahimovic.

Den svenske superstjerne viste således en ny og følsom side af sig selv på et pressemøde mandag med det svenske fodboldlandshold.

Zlatan Ibrahimovic har holdt pause fra det svenske landshold i næsten fem år, men nu er han tilbage.

Men det var nu ikke gensynet med landsholdet, der fik tårerne frem hos Zlatan. Det var til gengæld et spørgsmål om, hvordan hans familie med hustruen og de to sønner Maximilian (14) og Vincent (13) havde det med, at Zlatan igen var med på holdet.

(Jonathan NACKSTRAND / AFP)
(Jonathan NACKSTRAND / AFP) Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Og her blev Zlatan fuldstændig overrumplet af sine egne følelser.

»Det er ikke et godt spørgsmål, du stiller. Vincent var her hos mig, og han begyndte faktisk at græde, da jeg måtte forlade ham. Men det er okay. Det er okay,« sagde Zlatan og begyndte selv at græde.

Zlatan Ibrahimovic forklarede efterfølgende ifølge Fotbollskanalen – hvor en video af situationen også kan ses – at det var udsigten til, at han ikke kunne se familien i forbindelse med landsholdet, der tog hårdt på både ham selv og sønnen.

Det sker, fordi spillerne træder ind i en såkaldt 'corona-boble' og derfor ikke kan få besøg.

»Hvis jeg skal med, er det, fordi jeg har fortjent at være med. Det betyder intet, hvad jeg tidligere har udrettet,« siger Zlatan Ibrahimovic ifølge TT på mandagens pressemøde. Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
»Hvis jeg skal med, er det, fordi jeg har fortjent at være med. Det betyder intet, hvad jeg tidligere har udrettet,« siger Zlatan Ibrahimovic ifølge TT på mandagens pressemøde. Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Vis mere

I forvejen er Zlatan adskilt fra familien i sin hverdag i Milano, da hustruen, Helena Seger, og de to drenge har valgt at bosætte sig i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Den 39-årige stjerneangriber vender i disse dage tilbage til Sveriges landshold, efter at landstræner Janne Andersson har udtaget ham til tre kampe i de kommende uger.

Men det er ikke præstationerne fra fortiden, der har fået ham på landsholdet, påpeger han på et pressemøde mandag.

»Jeg sagde til Janne, at han skulle spørge mig, når tiden var inde. Jeg kommer ikke med, fordi jeg er Zlatan eller Ibrahimovic. Hvis jeg skal med, er det, fordi jeg har fortjent at være med. Det betyder intet, hvad jeg tidligere har udrettet,« siger angriberen ifølge TT.

Zlatan Ibrahimovic stoppede ellers sin landsholdskarriere efter EM i 2016, men lysten til at vende tilbage blev for stor.

»Havde jeg sagt nej, havde jeg nok sagt til mig selv om et år, at jeg skulle have grebet chancen, da jeg fik den.«

»Jeg vil ikke fortryde noget. Jeg tror, at man skal fortsætte med det, man elsker, så længe man kan,« siger han.

Siden det første landsholdsstop i 2016 er han fortsat på klubplan, og i indeværende sæson har han præsteret på et højt niveau med 15 mål i 15 ligakampe for AC Milan.

I dag er Ibrahimovic en mere selvbevidst spiller end tidligere i karrieren, mener han.

»Jeg spiller på en anden måde. Selvfølgelig gør jeg ikke tingene som for 4, 10 eller 15 år siden. Jeg tilpasser mig. Nu fokuserer jeg på den sidste tredjedel af banen, og der er jeg livsfarlig,« siger han.

Sverige møder inden for de næste ni dage Georgien og Kosovo i VM-kvalifikationen samt Estland i en testkamp.

/ritzau/