PSG vil senest til sommer igen forsøge at lokke Christian Eriksen til Paris med millioner og titeldrømme.

De var der allerede i sommeren 2013.

Den franske storklub Paris Saint-Germain lagde et stærkt tilbud på bordet til Christian Eriksen, der kunne tjene næsten det dobbelte af, hvad han endte med at få i Tottenham. Men Eriksen så sin udvikling få bedst mulige kår i Tottenham og Premier League, og det er efter et succesfuldt ophold svært at argumentere imod. Men den franske topklub har ikke opgivet at lande Christian Eriksen, selv om prisen er mere end fordoblet i forhold til de 106 mio. kr., Spurs gav Ajax.

Tidligere på ugen talte PSG-træner Laurent Blanc i pæne vendinger om Eriksen i London-avisen Evening Standard, og den franske avis L’Equipe har på foranledning af BT fået Blanc til at uddybe sit syn på den 22-årige landsholdsprofil.

- Han er, som jeg sagde tidligere, en spiller, vi længe har kigget på. Jeg mener, at han er noget af det bedste, Ajax-skolen har leveret i flere år. Han har udviklet sig endnu mere i Premier League, hvor man tydeligt kan se hans stærke kompetencer. Han er dygtig til selv at skabe spillet og komme til afslutninger, forklarer Laurent Blanc.

På spørgsmålet om, hvorvidt Blanc og PSG har opgivet håbet om at få Eriksen, svarer træneren:

- Den slags ting er hypotetiske. Det, jeg kan sige, er, at han er en ønskespiller, fordi han stadig er ung og kan udvikle sig mere. Hvis muligheden opstår, er han meget interessant for os.

Den store franske avis L’Equipe med solide kilder i PSG mener at vide, at PSG senest til sommer vil forsøge sig igen på Eriksen, og det er derfor, at Blanc forsigtigt åbner for interessen.

Selv om den franske Ligue 1 ikke kan konkurrere med Premier League, har PSG stadig en række fordele, som Tottenham ikke kan matche.

Det langsigtede projekt hedder at skabe et hold, der kan vinde Champions League. PSG kan ud over store penge også lokke med et hold med stjerner som Zlatan Ibrahimovic, Edinson Cavani, Marco Veratti og Thiago Silva.

PSG ejes af Qatar Sports Investments, som er klar til at poste yderligere milliarder af kroner i de franske mestre. I forhold til Financial Fair Play, der skal sikre, at der er nogenlunde ligevægt mellem indtægter og udgifter i fodboldklubberne, vil Eriksen også være god at hente, da han stadig ikke vil være så dyr som eksempelvis en Eden Hazard i Chelsea.

Som BT tidligere på måneden kunne fortælle, har Tottenham planer om at tilbyde Christian Eriksen en kontraktforlængelse, selv om han skrev under på fem år frem til 2018. Men en forlængelse vil sikre Eriksen en solid lønstigning fra de nuværende godt 18 mio. kr. til tæt på 30 mio. kr. Derudover kan salgsprisen øges, og man kan skræmme eventuelle bejlere væk med en høj pris. Men en hidsig PSG-interesse kan få Eriksen-lejren til at udskyde kontraktsnak til et senere tidspunkt.