Mange danskere kan lide at forsøde weekenden med en tur til deres lokale bland-selv slik-forhandler. Her kan hele familien boltre sig og vælge deres yndlingsslik i de karakteristiske plastikbeholdere.

Nu har en supermarkedskæde i New Zealand fundet på nøjagtig samme koncept. Den væsentlige forskel er blot, at de søde sager er udskiftet med forskellige grøntsagstyper, der er skåret ud i mundrette bidder.

TV 2 har kontaktet et par af Danmarks førende supermarkedskæder for at høre, om bland selv-grøntsager kunne være noget, de vil tilbyde danskerne. Her lyder tilbagemeldingerne fra flere kæder, at idéen er spændende.

Hos Dansk Supermarked, som har butikkerne Netto, Føtex, Bilka og Salling, er New Zealand-konceptet noget, kæden vil kigge på. Det fortæller Line Rønnow, der er Category Manager på Frugt & Grønt:

»Det har allerede vakt min interesse. Convenience-koncepter vækster rigtig meget især indenfor frugt og grønt, og vi ser en fremtid her. Når vi hører om nye tiltag som i denne boldgade, spidser vi ører,« siger Lise Rønnow til TV 2.

Hun tilføjer dog, at konceptet skal undersøges nærmere, før de kan beslutte, om der skal satses på ideen. Lise Rønnow fortæller, at hun er mor til to, og hun vil hellere lege en halv time ekstra med sine børn end at stå og ordne grøntsager.

Hos konkurrenten Coop, der har butikker som Fakta, Super Brugsen, Kvickly og Irma, er holdningen også, at konceptet er spændende. Men der er en hage, fortæller informationsdirektør Jens-Juul Nielsen:

»Selvom det er en spændende idé, vil jeg umiddelbart vurdere, at holdbarheden vil være reduceret, og det vil medføre et stort madspild. Derfor har vi ingen planer om at indføre det,« lyder dommen over for TV 2.

Informationsdirektøren tilføjer, at mange mennesker vil komme i berøring med grøntsagerne, selvom man tager med en tang eller andet, og det vil reducere holdbarheden yderligere.

Jens-Juul Nielsen holder dog en lille dør på klem og fortæller, at han ikke med sikkerhed vil udelukke konceptet med bland selv-grøntsager.