København: Hvis du søger gode råd om tandpleje, kan du her få en ordentlig mundfuld.

Overtandlæge Ulla Pallesen giver gode råd til at aflive nogle af myterne, der florerer.

Drikker du eksempelvis et glas cola og straks går ud og børster tænder, har du allerede misforstået en af tommelfingerreglerne. For selv om det er en god idé at skylle en cola- eller kaffetår efter med vand, skal du lige vente med tandbørsten.

Et glas juice eller cola efterfulgt af omgående tandbørstning skader mere end det gavner. En time til halvanden efter du har drukket syreholdige drikke, er din emalje blødgjort, og du skader derfor din emalje ved at børste dem.

Din emalje skal du passe godt på. Derfor fraråder tandlæger, at du køber tandpastaer til blegning af tænderne.

»Man kan være helt sikker på, at whitening-produkter ikke virker,« siger Ulla Pallesen, der er overtandlæge ved Tandlægeskolen på Københavns Universitet.

I Danmark er det nemlig ulovligt at tilsætte blegemidlet brintoverilte i tandpasta. I whitening-tandpasta er der i stedet et kraftigere slibemiddel, som kan slibe på den gullige hinde på tænderne, men det skader samtidig emaljen.

Hvis man ønsker at få bleget sine tænder, skal man i stedet tage til tandlægen, som kan lave en skinne, man skal have på i et par uger. Det er dog smertefuldt, siger Ulla Pallesen, der selv foretog en undersøgelse, hvor hele 11 procent af deltagerne ikke ønskede at fortsætte behandlingen på grund af smerter.

Døjer du med dårlig ånde, så sørg for at skrubbe tænder og tunge ren med tandbørsten, eventuelt kan du supplere med mundskyllemiddel. Er problemet stadig ikke løst, er årsagen nok ikke at finde i mundhulen.

»Der er forskellige grunde til, at man har dårlig ånde. Hvis ens tænder er rene, kan det være gas fra mavesækken,« siger Troels Barkholt, der er tandlæge ved Tandlægehuset i Støvring.

Har du hvide tænder, frisk ånde og god mundhygiejne, kan du stadig døje med tandsten. Tandsten er aflejringer fra det kalk, der naturligt sidder i spyttet. Hvis der er plak på tænderne, sidder kalken lettere fast. Så kan man få rigtig mange tandsten, og det kan medføre tandkødsbetændelse. Ulla Pallesen understreger, at det kan opstå, selv om man er en dygtig tandbørster. Man får dog færre tandsten, hvis man børster godt.

Isninger i tænderne er også til gene for mange danskere.

»Hvis man har isninger, kan man lægge en lille mængde tandpasta på den blottede tandhals, inden man går i seng. Fluoren i tandpastaen vil beskytte tænderne,« siger Troels Barkholt.

Mange studser over, at flour er kort for fluorid, som i høj koncentration også bliver brugt til rottegift. Men selv hvis du kan spise en hel tube tandpasta på én gang, skal du i værste fald regne med lidt mavepine, lyder det fra Alan Richards, der er lektor på Aarhus Tandlægeskole.

»I dag er det simpelthen uklogt ikke at bruge en fluortandpasta,« siger Ulla Pallesen.

Sådan passer du bedst på dine tænder:

Drop whitening-tandpasta

Børst tungen: Belægninger af bakterier optræder hvid- eller brunligt

Brug altid tandpasta med flour

Spyt efter tandbørstning, men lad være med at skylle munden. Lad fluoren blive siddende som beskyttelse

Køb en blød tandbørste og erstat den efter to til tre måneder

Børst systematisk. Sæt din tandbørste et sted og gnub det lille område. Ryk tandbørsten én centimeter og gentag på ydersiden, indersiden og tyggefladen hele vejen rundt

Vær særligt opmærksom, hvor tænderne møder tandkødet: Her skal tandbørstehårene pege skråt op mod tandkødet

/ritzau/FOKUS

 

SPONSERET INDHOLD: Er du træt af dårlig ånde? sådan slipper du af med den