»Det er højrisiko med et produkt, som du putter direkte ind i munden hver dag.«

Sådan siger Xenia Trier, lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet og ekspert i fluorstoffer til Politiken.

Nærmere bestemt taler lektoren om den tandtråd, du muligvis dagligt bruger, inden du går i seng.

Er der fluorstof i tandtråden, vil der typisk stå forkortelsen PTFE eller teflon på produktet.

Det er altså ikke alle typer tandtråd, der kan være sundhedsskadelige at bruge.

Det er derfor fortsat en god idé at bruge tandtråd, fordi det kan være med til at fjerne uønskede bakterier fra din mund.

Fluorstoffer findes også i andre varer som regntøj, skitøj, flyverdragter, børnevanter, all weather-tøj, fodtøj, møbler, tæpper, lak, voks, cykelolie, maling, stegepander og cremer.

Forbrugerrådet Tænk mener, at det er uoverskueligt for os forbrugere at gennemskue, hvad der er fluorstoffer i.

De foreslår derfor et totalforbud mod fluorstofferne.

Tidligere i 2020 har Danmark forbudt en række fluorstoffer i blandt andet pizzabakker, poser til mikrobølgepopcorn, chips, burgerpapir og andet pap og papir til fødevarer.

En måde at undgå fluorstoffer på, er at købe svanemærkede produkter samt kigge efter ordene PFC-fri, uden fluorstoffer eller PFAS-fri.

En mulighed er også at spørge virksomheden bag, om tandtråden indeholder PFAS, som er en fællesbetegnelse for fluorstoffer.