København: - Nej, nej, nej, nej...

Hvis det er din første tanke, når du kigger dig i spejlet efter et besøg hos frisøren, fordi dit lyse hår er blevet gult eller længderne er skæve, har du flere muligheder for at få kompensation.

Du kan selvsagt ikke få dit hår tilbage, når det først er klippet af, men hvis en frisør begår en fejl og ødelægger dit hår, eller frisuren ikke blev, som du forventede, har du normalt krav på at få en ny behandling eller pengene retur.

»Hvis man er utilfreds, skal man klage til frisøren først. Frisøren har som udgangspunkt ret til at forsøge at rette fejlen mindst én gang. Hvis man ikke kan nå til enighed, og behandlingen har kostet over 1000 kroner, kan man klage til Center for Klageløsning,« siger Simon Nguyen, specialkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Center for Klageløsning er en ny klageinstans, som mægler mellem parterne. Hvis man ikke kan nå til enighed her, kan man klage til Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnet får jævnligt klager fra forbrugere, som har fået en forkert farvning, en allergisk reaktion eller forkerte extensions, men nævnet tager imod alle typer klager over frisørbehandlinger.

Og selv om frisøren har ret til at forsøge at gøre frisuren god igen, kan man også prøve at få pengene retur.

»Forbrugerklagenævnet har tidligere vist forståelse for, at kunden ikke tør gå tilbage til en frisør, der lige har ødelagt ens hår, så vi ser også, at kunder får afslag i prisen eller erstatning,« siger Simon Nguyen.

Men hvordan beviser man, at resultatet ikke er blevet det, man aftalte med frisøren?

»«Det kan være svært, hvis der er gået noget tid, og håret begynder at vokse ud igen, eller den allergiske reaktion forsvinder. Det er vigtigt at tage billeder med det samme efter behandlingen, og gerne både før og efter, hvis man kan. Ingen vil gå rundt med rødt hår, som skulle have været brunt, men tag en masse billeder, før du selv begynder at rette fejlen,« siger Simon Nguyen.

Det bedste råd mod at undgå misforståelser med sin frisør er at være klar i mælet, før frisøren finder saksen og farven frem, siger John Petersen, direktør for Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere.

»Den tid man bruger på at tale med sin frisør før behandlingen, er meget vigtigt, så man får forventningsafstemt og bliver helt enige om, hvad der skal ske,« siger han.

AKADEMIET FOR HISTORISKE FRISURER DEMONSTREREDE I GÅR DERES KUNNEN PÅ NATIONALMUSEET I BREDE. HER ER RUTH CHRISTENSEN I GANG MED DE FØRSTE STADIER TIL EN STØRRE MARIE ANTOINETTE-FRISURE PÅ KAROLINE LUNDHOLT'S HÅRDT PLAGEDE HOVED.
AKADEMIET FOR HISTORISKE FRISURER DEMONSTREREDE I GÅR DERES KUNNEN PÅ NATIONALMUSEET I BREDE. HER ER RUTH CHRISTENSEN I GANG MED DE FØRSTE STADIER TIL EN STØRRE MARIE ANTOINETTE-FRISURE PÅ KAROLINE LUNDHOLT'S HÅRDT PLAGEDE HOVED. Foto: STEEN JACOBSEN
Vis mere

Fakta: Sådan klager du

- Hvis du er utilfreds med en behandling, skal du først klage til frisøren.

- Hvis I ikke kan nå til enighed, skal du først bringe sagen til Center for Klageløsning. Det kan du, hvis behandlingen har kostet over 1000 kroner. Det koster 100 kroner, at få behandlet sagen her.

- Hvis det ikke giver en løsning, kan du klage videre til Forbrugerklagenævnet. Forbrugerklagenævnet har uvildige frisører tilknyttet, som vurderer om du har ret i din klage. Det koster 400 kroner at klage, som du får tilbage, hvis du får medhold.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

/ritzau/FOKUS