Ny lås skal gøre livet surt for cykeltyvene. I Dansk Cyklist Forbund er man optimistisk, men beder om at folk stadig passer på.

For de mange danskere, der er afhængige af, at cyklen er der, når man har brug for den, kommer der nu en opfindelse, der kan blive banebrydende.

Opfindelsen Lock8 gør nemlig cykeltyveri til en svær disciplin. Låsen kan betjenes via ejerens smartphone. Når Lock8 er aktiveret, udløses en 120 decibel høj hyletone, hvis en tyv forsøger at stjæle cyklen.

Det svarer til lyden af en rockkoncert, hvor man står lige ved siden af højtalerne. Lock8 kan også mærke temperaturforskelle i låsen, hvis en tyv f.eks. forsøger sig med en skærebrænder.

Her vil man også modtage en sms, der fortæller, at ens cykel er ved at blive stjålet.

Hvis tyven alligevel skulle have heldet med sig, har Lock8, der er en integreret del af cyklen, indbygget gps, så man kan finde sin jernhest igen.

Kommunikationschef Frits Bredal hos Hos Dansk Cyklist Forbund fortæller, at de er glade for nye initiativer og hilser idéen velkommen.

- Det er oplagt at prøve gps-systemer af. Det vil have en præventiv effekt mod tyverier, hvis man kan spore cykeltyven, siger Frits Bredal til BT.

Der er dog ikke kun begejstring hos Dansk Cyklist Forbund. Man skal vide, at sådan et gps-system ikke er uden farer, lyder det.

- Man kan komme ud for nogle farlige situationer, hvis man opsøger sin cykel og så møder cykeltyven, fastslår Frits Bredal. Han mener, at politiet stadig må engagere sig mere, og folk skal undgå selv at opsøge cykeltyve.

Prisen på en Lock8 vil blive mellem 800 og 1.200 kroner, som Frits Bredal studser ved.

- Det er en ret høj pris i forhold til, hvad cykler koster. Men med så megen anden teknologi som fladskærme og mobiltelefoner, så falder prisen nok, når der også kommer andre på markedet. 

Låsen er endnu ikke på markedet, da udviklerne stadig er ved at indhente støtte til at søsætte projektet.