Brugere af tandpastaen Colgate Total skal ifølge Tandlægeforeningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg, overveje kraftigt at finde en anden pasta til at rense tænderne.

Colgate Total indeholder stoffet triclosan, der blandt andet er hormonforstyrrende.

»Vi fraråder helt kraftigt at bruge tandpastaer, som indeholder triclosan, fordi der er langt flere ulemper end fordele ved triclosan,« siger Freddie Sloth-Lisbjerg til DR.

Triclosan fjerner bakterier, men er svært nedbrydeligt i naturen og bliver kategoriseret som miljøgift af EU. Derudover har Rigshospitalet for nylig konkluderet, at triclosan er hormonforstyrrende.

»Derfor mener vi, der er så mange bivirkninger, at vi ikke kan se nogen som helst grund til at bruge tandpastaer med triclosan. Så synes vi helt klart, at bivirkningerne de ikke opvejer de fordele, der skulle være ved at anvende tandpastaen,« siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Colgate oplyser ifølge DR, »at Colgate Total overholder den europæiske og danske lovgivning, og vi overvåger nøje nye sikkerhedsdata i relation til de ingredienser, vi anvender, herunder triclosan.«