København: Mange danskere får nej i banker og realkreditinstitutter, når de vil låne penge til et hus i et udkantsområde.

Ofte fordi huset ligger et sted, hvor pengeinstitutterne vurderer, at det er svært at sælge igen. Derfor er nye låneportaler, for eksempel UdenomBanken.dk, begyndt at formidle lån til personer, som bliver afvist andre steder.

Typisk gennem pantebreve til en rente på 5-8 procent per år, hvilket er væsentligt højere end realkreditlån med fast lav rente på omkring 3 procent.

Låneportalerne kan være et sundt alternativ, mener Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet. Såfremt man husker at se kritisk på sin økonomi.

Man skal spørge sig selv, hvorfor banken siger nej. Og derefter: Får jeg samme rådgivning som i banken? Forstår jeg lånevilkårene? Og hvad koster det at indfri lånet?

Det er især vigtigt at undersøge, om låneudbyderen stiller krav til, at man skal indfri lånet, hvis ens indkomst falder, fordi man bliver arbejdsløs eller langvarigt syg, siger Curt Liliegren, direktør for Boligøkonomisk Videncenter.

»Hvis man pludselig skal indfri lånet og samtidig betale en voldsom høj overrente, kan det være katastrofalt for en familie. Det skal man tjekke,« siger han.

Curt Liliegrens bedste råd er, at man skal overveje at lade være med at købe hus, hvis pengeinstitutterne siger nej. Selv om han ser de nye låneportaler som et sundt alternativ.

»Mange landområder er i strukturel tilbagegang, og man kan risikere at købe et hus, der er umuligt at sælge om 10 år.«

Pengeinstitutterne kender ofte lokalområderne, så hvis man bliver afvist, skal man ikke bare skynde sig et andet sted hen.

De gode råd fra Morten Bruun Pedersen og Curt Liliegren er derfor at prøve drømmen om landsbyidyl i eget hus af ved at begynde med at leje en bolig frem for at købe. Så kan man også se, om man trives i området. Og vil man bare købe en bolig, så skal man påregne at blive boende i mindst 15-20 år, for at det økonomisk giver mening.

Fakta:

* Få en boligadvokat eller en uafhængig realkreditrådgiver til at forklare dig lånevilkårene

* Pantebrevslån har typisk en højere rente. Beregn, hvad lånet koster dig

* Overvej hvor stor risikoen er for, at din indkomst bliver lavere

* Spørg om lånet skal indfries, hvis din indkomst bliver lavere

* Spørg om du skal betale overrente, hvis lånet skal indfries

* Spørg hvad der sker, hvis du misser betalinger

/ritzau/FOKUS