Et noget overraskende karriereskift kan give Kevin Magnussen en plads i McLaren-Honda-teamet næste sæson.

For Jenson Button er ifølge britiske medier tæt på at skrive kontrakt med TV-stationen BBC om at blive en af værterne på det populære bil-program Top Gear.

Og hvis Button stopper i Formel 1, er Magnussen favorit til at overtage hans plads som teamkammerat med Fernando Alonso. Top Gear leder efter ny værter efter den legendariske Jeremy Clarkson tidligere i år blev fyret på grund af et slagsmål med en af programmets producere.

Chris Evans overtager Clarksons rolle som hovedvært, og Button er så tiltænkt en af medvært-rollerne.