Engelske BBC bringer en opsigtsvækkende beretning fra en kilde tæt på kvinden, der har anmeldt Red Bulls teamchef Christian Horner.

I december blev Formel 1-holdet Red Bull ramt af en alvorlig sag, da en kvindelig ansat anklagede teamchef Christian Horner for upassende opførsel og seksuelle krænkelser. Sidste del afviser teamet, men BBCs anerkendte Formel 1-redaktør Andrew Benson har set dokumentation for, at det indgår i anmeldelsen.

Den magtfulde Red Bull-boss bedyrede sin uskyld og blev senere frifundet efter en intern undersøgelse, mens kvinden blev suspenderet.

BBC har talt med en ven af familien til den fortvivlede kvinde, og han beskriver hende som 'meget vred, bange og ensom'.

Christian Horner er gift med den tidligere Spice Girl Geri Halliwell.
Christian Horner er gift med den tidligere Spice Girl Geri Halliwell. Foto: Giuseppe Cacace/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lige nu kan hun ikke tale om sagen, da parterne har underskrevet en aftale om tavshed. Det bekræftes af Red Bull i artiklen.

Ifølge vennen, hvis identitet er BBC bekendt, driver det hende til vanvid, at hun ikke kan vende sagen med andre end hendes allernærmeste familie.

»Folk kan ikke forstå, hvordan det er at være hende,« siger vennen, der samtidig afslører, at hun ofte bryder sammen i tårer.

Kvinden har været i motorsportsverden hele sit liv og vil gerne tilbage. Og så vil hun fortsætte sagen mod ham.

Red Bull afviser at have gjort noget for, at den arbejdsretlige tvist skulle afgøres i hemmelighed, og de afviser desuden også, at de skulle have suspenderet hende med henblik på en senere fyring.