Williams Martini Racings team har i dag præsenteret Formel 1-holdet for 2016, og det var med en holdopstilling uden ændringer.

For tredje sæson i træk vil Williams-teamet udgøres af Felipe Massa fra Brasilien og Valterri Bottas fra Finland.

»Jeg er glad for at kunne bekræfte, at Felipe og Valtteri også vil køre for Williams næste år. Stabilitet er nøglen for ethvert hold for at lykkes i Formel 1, og at vi kan gå ind til tredje sæson med en af de stærkeste kører-lineups på gridden gør, at Williams er i en fantastisk position i forhold til at fortsætte momentum mod de forreste rækker på gridden i 2016,« siger Sir Frank Williams, der er stifter og leder af Williams-mandskabet, til holdets hjemmeside.

Med den udmelding er muligheden for at se Kevin Magnussen tilbage i Formel 1 blevet mindre, da netop Williams-holdet kunne have været en af Magnussens muligeheder for et sæde.