Kevin Magnussen har intet at frygte i forhold til, om Fernando Alonso skulle komme til McLaren og puffen enten ham eller Jenson Button ud til næste sæson.

Den spanske stjernekører skal nemlig ingen steder, hvis det står til hans nuværende arbejdsgiver Ferrari.

Således fortæller Ferraris teamchef Marco Mattiacci endnu engang, at han forventer, at både Fernando Alonso og Kimi Räikkönen kører de to røde racere i den kommende sæson.

Til Formel 1's officielle hjemmeside svarer italienske Marco Mattiacci kortfattet, men bestemt: 'selvfølgelig', da han bliver spurgt til, om han regner med samme kørerbesætning i 2015.

Dermed skal der formentlig et ekstraordinært stort beløb til fra McLarens side, hvis de i første omgang vil lokke Ferrari til at slippe feltets måske bedste kører et år før, at Fernando Alonsos kontrakt med italienerne udløber.

Det er især engelske medier, som mener at vide, at McLaren aktivt arbejder på at hente Fernando Alonso til teamet i 2015. Her skal han så erstatte enten Kevin Magnussen eller Jenson Button. Samme engelske medier som The Telegraph, BBC og The Times peger dog på 34-årige Jenson Button som det mest sandsynlige bud på at ryge ud, hvis Fernando Alonso kommer ind.

Men det sker altså ikke ifølge Marco Mattiacci, som måske lidt overraskende freder finske Kimi Räikkönen, der ellers har haft en skuffende begyndelse hos Ferrari, hvor han har ligget langt fra de forreste.

- Jeg er vild med Kimi, han er en af de mest talentfulde kørere. Vi har haft problemer med at levere en suveræn bil, men hele teamet står bag ham, og vi har set i løb som Ungarn og Belgien, at han er ved at være der, siger Marco Mattiacci.

Spørgsmålet omkring Fernando Alonso og altså potentielt Kevin Magnussens fremtid kan blive afklaret allerede i næste weekend, hvor Formel 1-feltet kører på den italienske Monza-bane. Her har Ferrari nemlig for vane officielt at bekræfte deres to kørere i den kommende sæson.