Kevin Magnussen var to gange tæt på sammenstød, men danskeren havde også albuerne ude og viste prøver på ét særligt talent i endnu et positivt Haas-løb.

Max Verstappen kørte en hyggelig søndagstur mellem de blomstrende kirsebærtræer og nappede endnu en knusende sejr. Her får du B.T.s dom over Kevin Magnussens præstation i Japan:

Kevin Magnussen havde taget vikingesværd og ikke mindst skjold med til Japan, hvor han virkelig fik brugt sine nærkampsevner.

Haas-danskeren leverede en vanvittigt fed overhaling udenom Pierre Gasly ind i det lynhurtige sving 1, og få omgange senere fik franskmandens holdkammerat Esteban Ocon samme behandling – bare indenom. Klasse!

'Jeg tror ikke, han kan overhale mig,' lød det fra Magnussen om Valtteri Bottas. Og han fik ret. Finnen måtte det meste af løbet stirre på danskerens brede bagende.

Med ældgamle dæk mod slutningen var Magnussen dog chanceløs mod både Lance Stroll og holdkammeraten Nico Hülkenberg. Men Bottas holdt han bag sig.

Magnussen forsvarede med næb og kløer mod Bottas det meste af løbet.
Magnussen forsvarede med næb og kløer mod Bottas det meste af løbet. Foto: Yuichi Yamazaki/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Vi er simpelthen nødt til at tale om det – eller rettere ham.

For den tredobbelte verdensmester Max Verstappen er i en kategori for sig. Han er så suveræn, at resten af verdenseliten ligner nybegyndere. Det er voldsomt!

Fjerner man hollænderen er Formel 1 tættere end nogensinde. Sergio Pérez i Red Bull-raceren måtte kæmpe benhårdt for andenpladsen, og de andre tophold leverede flere tætte dueller.

Det samme kan siges om bundholdene. Haas kan kæmpe og med lidt mere held, havde der været point igen i dag.

Pas på, gutter!

Formel 1-stjernerne var vilde i den japanske forårsvarme, og i starten overophedede Daniel Ricciardo og Alex Albon, der stødte sammen og bankede i dækmuren – lige for næsen af Magnussen, der måtte køre gennem røgen.

Efter afbrydelsen med det røde flag var Magnussen tæt på at blive involveret i et uheld endnu en gang.

Han var MILLIMETER fra at påkøre Lance Stroll i sving et men undgik med nød og næppe. Det kunne være endt helt galt!

Det er næsten ikke til at forstå, men det er fem(!) år siden sidste besøg.

Om 14 dage vender F1-cirkusset tilbage til Kina for første gang efter coronakrisen, og det kan blive et vildt gensyn.

I hvert fald venter der holdene en kæmpe udfordring, fordi de mangler enormt meget data og viden om, hvordan de nye biler, der er kommet siden 2019, fungerer på banen i Shanghai.

Haas og Magnussen skal bevise, at de er klogere end konkurrenterne på en bane, der altid leverer fedt væddeløb!

1. Max Verstappen (Red Bull)
2. Sergio Pérez (Red Bull)
3. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
4. Charles Leclerc (Ferrari)
5. Lando Norris (McLaren)
6. Fernando Alonso (Aston Martin)
7. George Russell (Mercedes)
8. Oscar Piastri (McLaren)
9. Lewis Hamilton (Mercedes)
10. Yuki Tsunoda (RacingBulls)
---
11. Nico Hülkenberg (Haas)
13. Kevin Magnussen (Haas)