KOMMENTAR AF BT'S FORMEL-1-EKSPERT PETER NYGAARD

Det ternede flag efter Ungarns Grand Prix markerede begyndelsen på Formel 1’s sommerferie – der er nu fire uger til det næste grandprix i Belgien, og Formel 1-fabrikkerne skal lukke helt ned i to af de fire uger.

Men hvis kørere og mekanikere får en tiltrængt pause, går kører-managers og teamchefer et gear op. Sommerferien er også starten på årets ’silly season’, hvor kampen om sæderne til den kommende sæson spidser til. Jenson Buttons McLaren-kontrakt udløber efter sæsonen, men der er ingen, der vil sige, hvordan Kevin Magnussens McLaren-aftale er skruet sammen. En ting er dog sikkert: Teamet kan udskifte danskeren, hvis de synes, det er en god idé.

Er det så en god idé? Det afhænger udelukkende af alternativerne.

Sebastian Vettel? Han er bundet til Red Bull til og med 2015. Red Bull-rådgiver Helmut Marko hævder, at McLaren har tilbudt den firdobbelte verdensmester en ’urimelig’ hyre, hvis han vil forlade Red Bull. Nu er Marko kendt i Formel 1-paddocken for at have rigtig mange gode historier, og hvis McLaren virkelig har givet Vettel et tilbud, må det være for 2016. Vettel selv siger, at han ikke har nogen idé om, hvor Markos informationer stammer fra.

Romain Grosjean? McLaren-teamchef Eric Boullier ’opfandt’ franskmanden, da han stod i spidsen for Lotus-teamet, og han har stadig en personlig interesse i ham. Men siden Grosjean for fem uger siden blev bragt på bane som potentiel McLaren-kører, har han lavet mange fejl, og han har ikke scoret ét eneste point siden Monacos Grand Prix i maj. Derfor regnes franskmanden ikke længere som en potentiel McLaren-kører.

Nico Hulkenberg? Den lange tysker har imponeret de seneste år, men McLaren kikkede allerede på ham sidste år, og valgte ham fra. Konklusionen er, at Hulkenberg er god – men ikke den næste superstar.

Lewis Hamilton? Har kontrakt med Mercedes for 2015; og forhandler om at forlænge for yderligere to eller tre år. Angiveligt til en hyre på 70 mio. kr.

Fernando Alonso? Spanieren anses af mange for at være den bedste kører i feltet, og er derfor det naturlige mål, hvis McLaren vil udskifte Magnussen eller Button. Han har kontrakt med Ferrari til 2016, men hans kontrakt indeholder en klausul, der – måske – tillader ham et forlade italienerne allerede efter denne sæson, hvis Ferrari ikke er i top-tre i konstruktør-VM. I Tysklands Grand Prix sidste uge snuppede Williams tredjepladsen fra Ferrari, men i går slog ’Den Stejlende Hingst’ kontra. Det er usikkert, hvornår optionen ’tricker’. Hvis det er 1. august, kan Alonso ikke forlade Ferrari efter sæsonen. Hvis det er 1. september, kan Williams ved at overhale Ferrari i Belgiens Grand Prix om fire uger ’løslade’ spanieren.

Medmindre ’silly season’ går helt agurk, bør McLarens 2015 line-up hedde Magnussen og Button.