De danske formel 1-lærlinge Marco Sørensen og Kevin Magnussen deler anden startrække når tredje afdeling af Renault World Series søndagmiddag afvikles i Monte Carlo. Sørensen (billedet), der er juniorkører for Lotus´ formel 1-team, var sølle 1/100 sekund fra pole position. ”Jeg kunne mærke allerede ved træningen i torsdags, at vi havde en god bil, og havde derfor en god mave fornemmelse. Det er selvfølgelig ærgerligt at blive slået med så lille en margin, men jeg er stadigt stolt af resultatet,” siger Marco. Kevin Magnussen, der er junior- og reservekører for McLaren, var tilfreds med fjerdepladsen på startgridden. “Alle hans konkurrenter i kampen om mesterskabet er bag ham, og det er det vigtigste,” siger hans manager Dorte Riis til B.T. Både Kevin Magnussen og Marco Sørensen ventes til start i årets Young Driver-test for nye formel 1-kørere, der afvikles i juli på Silverstone i England.