Modsat de fleste andre Formel 1-iagttagere har et enkelt medie dømt Kevin Magnussen ud af McLaren-holdet. Nu har mediet valgt at lukke sin Twitter-konto.

Det meste af Formel-1 verdenens øjne er inden weekendens brasilianske grandprix rettet mod McLaren.

Det britiske team mangler stadigvæk at melde ud, hvilke kørere der satses på i den kommende Formel 1-sæson. Det tiltagende rygte om at McLaren gerne vil have fingrene i den tidligere spanske verdensmester Fernando Alonso, blev torsdag bekræftet af holdets teamchef Eric Boulier, der fortalte den tyske avis Bild, at de har givet Alonso en deadline for, hvornår beslutningen om McLaren-skiftet senest skal være truffet.

Det efterlader en enkelt plads, som enten skal gå til den rutinerede britiske racerkører Jenson Button eller den danske rookie Kevin Magnussen.

Læs også:

Og skal man tro de mange rygter, der har været i forbindelse med Alonso-skiftet, ser det ud til, at Magnussen trækker det længste strå.

Flere medier har således kunne berette, at det ifølge kilder tæt på McLaren bliver Kevin Magnussen, som McLaren vil satse på som Alonsos holdkammerat. Torsdag kunne Daily Mail fortælle, at Magnussen havde vundet kampen over Button.

- Eric vil hellere have, at hans kørere skal passe sammen, end han vil have to nummer et-kørere. Og det er dårlige nyheder for Jenson, citerede avisen en kilde tæt på McLaren for at sige.

Læs også:

Mandag var det BBC's ledende Formel 1-skribent Andrew Benson, der følte sig sikker på, at Magnussen i hvert fald får endnu en sæson hos McLaren.

- McLaren har endnu ikke definitivt besluttet, hvad de vil gøre, men de er i stigende grad overbevist om, at de skal holde sig til Magnussen, der som 22-årig kun er i begyndelsen af sin karriere, skrev Andrew Benson.


Også chefredaktør på netudgaven af motorsportsmagasinet Autosport, Glen Freeman, fortalte onsdag, at McLaren vil satse på Kevin Magnussen.

- Vi hører også, at det ser ud til, at McLaren nu læner sig mod en fremtid med Kevin Magnussen frem for Jenson Button. Det ser ud til, at de tænker mere langsigtet, sagde han til BT.

Da teamchef Eric Boullier tilbage i oktober fremlagde sit syn på fremtidens McLaren-mandskab, nævnte han blandt andet, at det skulle være et miks af erfaring og iver. Det fik flere til at spekulere i, om Boullier allerede der afslørede, at valget var blevet truffet, og at det var faldet ud til fordel for Kevin Magnussen.

Mens flere danske og internationale medier altså er stort set sikre på, at Kevin Magnussen også vil være at finde i McLaren-raceren i 2015, er der kun et enkelt medie der påstår, at danskerens plads ikke er sikker.

Det drejer sig om nyhedsportalen PitLaneTalk, der mener sig at vide, at både Button og Magnussen var i farezonen for at ryge ud.

- Magnussens plads er også i fare. Honda vil have en fuldstændig anden kørerbesætning, og McLaren er i samtale med to andre kørere, skrev PitLaneTalk i en analyse af situationen omkring McLaren.

Spørgsmålet er, hvor stor troværdighed man kan tilskrive PitLaneTalk, som tidligere har fastslået, at man ville lukke sin Twitter-konto, hvis det viser sig, at nyheden om, at Fernando Alonso kommer til McLaren, viser sig ikke at holde vand. Og muligvis ved folkene bag PitLaneTalk noget, som vi andre ikke ved: Deres Twitter-konto ser nemlig ud til at være lukket ned.

BBCs Andrew Benson har efterfølgende været ude at sige, at den ene af de to McLaren-kørere ville beholde pladsen.

- I McLaren er den interne debat blevet erstattet af en diskussion om, hvorvidt det skal være Jenson Button eller Kevin Magnussen ved siden af ham (Fernando Alonso red.) - danskeren er umiddelbart favorit, skrev Benson.

Teamchef Eric Boulier har sagt, at Fernando Alonso skal træffe en beslutning om, hvorvidt han vil køre 2015-sæsonen hos McLaren, mellem løbene i Brasilien og Abu Dhabi. Det bliver altså sandsynligvis i perioden fra den 7. til 23. november, at Magnussen og Buttons McLaren-fremtid afgøres.