Fernando Alonso uddeler store roser til McLaren og fortæller, at Kevin Magnussen var umulig at fange under Ruslands Grand Prix i Sotji.

Hvis fart-forskellen ikke havde været så åbenlys mellem McLaren og Ferrari søndag eftermiddag, kunne man nemt få den tanke, at Fernando Alonsos udtalelser om det britiske Formel 1-teams styrke er ren smiger.

Smiger, fordi Fernando Alonso ifølge rygtemøllen ligger i intense forhandlinger med Kevin Magnussens team om en kontrakt for sæsonen 2015. Sker det, ryger enten Kevin Magnussen eller Jenson Button ud af teamet.

Men måske den dobbelte spanske verdensmester bare understregede det, alle kunne se søndag - nemlig at McLaren og deres to kørere var blandt feltet hurtigste med en femteplads til danskeren og fjerdepladsen til Jenson Button.

- Jeg tror ikke, det var muligt (at slå McLaren, red.) for at være ærlig, siger Fernando Alonso ifølge Autosport.

Spanieren fortæller videre, at han i løbets begyndelse forsøgte at hænge på Jenson Button, men måtte opgive. Herefter blev han så sat af 22-årige Kevin Magnussen.

- Efter mit pitstop blev jeg sat af bag Kevin, og jeg forsøgte at presse på, men han trak væk fra mig meget nemt, siger Fernando Alonso, som efter alt at dømme forlader Ferrari, hvor de fleste regner med, at Red Bulls Sebastian Vettel tager over.

Den spanske stjernekører har da heller ikke just jublet over sin Ferrari i denne sæson, hvor han søndag kunne konstatere, at verdens meste vindende Formel 1-team 'kun' havde farten til en samlet sjetteplads i Rusland.

- Vi startede på fjerdepladsen, men formentlig ude af position, fordi vi ikke var de fjerdehurtigste ude på banen. Så langsomt tabte vi positioner under løbet - en til Rosberg og en til Magnussen, siger Fernando Alonso.

Efter løbet på den nyanlagte bane i OL-byen Sotji skal Fernando Alonso foran flere journalister angiveligt også have udtalt, at han til næste år ikke kommer til at køre hos et team, der benytter en Mercedes-motor. Hvis det er sandt udelukker det formentlig: Mercedes GP, Force India, Williams og Lotus.