I morgen (torsdag d. 20. juni) træder bilsportforbundet FIA´s internationale tribunal sammen for at behandle sagen om Mercedes´ ulovlige’ test på Circuit de Catalunya i dagene efter Spaniens Grand Prix. Mercedes, der har haft store dækproblemer gennem hele sæsonen, testede i samarbejde med Pirelli tre dage med teamets 2013-model og de faste kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton. Testen strider efter manges mening mod det testforbud, der gælder fra sæsonstarten til 1. februar, og både Ferrari og Red Bull har bedt FIA om at undersøge sagen. Hvis det internationale tribunal, der træder sammen i FIA´s hovedkvarter i Paris, når frem til at Mercedes (og Pirelli) har overtrådt reglerne, går straframmen fra en advarsel over bøde til udelukkelse og diskvalifikation. Der ventes dom i sagen sent torsdag.