Jolyon Palmer, der er team-kammerat med Kevin Magnussen hos Renault, forventer, at den danske Formel 1-kører vil bruge den ydmygende exit fra McLaren som en slags ekstra motivation i den kommende sæson.

Det fortæller engelske Palmer i et stort interview med autosport.com.

»Han er en god kører, som allerede har vist, hvad han kan i Formel 1,« siger Palmer om Magnussen og fortsætter:

»Hvis de (McLaren, red.) var i tvivl om, hvem de skulle vælge af Kevin og Jenson (Button, red.), så fortæller det noget om ham (Magnussen, red.).«

»Jeg er sikker på, at han nu vil være utrolig motiveret til at gøre det godt og vise McLaren, at de ikke skulle have droppet ham,« tilføjer 25-årige Jolyon Palmer.

Kevin Magnussen har med sin ene sæson som Formel 1-kører for McLaren mere erfaring end Palmer, der hidtil blot har været testkører. Derfor betragtes den 23-årige dansker også som førstekører og manden, der skal sikre de bedste grandprix-placeringer til Renault.

Jolyon Palmer lader sig dog ikke gå på af udsigten til at spille andenviolin i det interne Renault-hierarki - faktisk mener han ikke nødvendigvis, at det er sådan, det hænger sammen.

»Han (Magnussen, red.) har måske fordelen af et års kørererfaring, men jeg kender teamet godt. Jeg rejste med holdet sidste år, jeg kørte sidste års bil, og jeg formåede at få en god portion kilometer.«

»Vi er begge kørere, der var udenfor sidste år, så det er, som det er, men jeg føler, vi er rimelig lige.«

»Når du er i Formel 1, er enhver kører, som er din holdkammerat, en konkurrent, fordi det er en af de bedste kørere i verden,« siger Palmer.