Der er godt nyt om Michael Schumacher her halvandet år efter den forfærdelige ulykke, den tidligere Formel 1-stjerne var ude for under en skitur til Grenoble.

Tyskerens manager har ifølge mediet Bild.de kortfattet fortalt en sponsor, at han tager de rigtige skridt i sit hjem, hvor han får sin behandling.

»Vi er glade for at kunne berette, at han fortsat gør fremskridt set i forhold til de meget alvorlige skader, han pådrog sig«, siger Sabine Kehm.

Hun understreger dog, at der fortsat er lang vej for Michael Schumacher, som i de første måneder efter sin alvorlige ulykke lå i koma med svære hovedskader på hospitalet i Frankrig.

Da han gjorde fremskridt her, blev han flyttet til et hospital i Lausanne, og i september 2014 etablerede familien et minihospital i hans hjem i Schweiz og fik ham flyttet hertil.