Nico Rosberg (Mercedes) tog lørdag sin tredje formel 1-pole position i træk og starter Monacos Grand Prix fra første række. Han får selskab i første række af Mercedes-makker Lewis Hamilton, mens anden række er en ren Red Bull-affære med Sebastian Vettel og Mark Webber. “Pole er vigtig her i Monaco, men det er svært at sige hvordan løbet udvikler sig. Men jeg føler banen passer bedre til vores bil end Bahrain og Barcelona,” sagde Rosberg efter sit hattick. Han henviste til de to seneste løb, hvor han trods pole position rutchede ned gennem feltet på grund af Mercedes-racerens overdrevne dækforbrug. Dækkene var også i Vettels tanker da verdensmesteren sagde: “Jeg er glad for tredjepladsen - specielt fordi der kun er Mercedes-biler foran mig. Nu tror jeg på at jeg kan vinde løbet.” Selvom Red Bull-bilerne er marginalt blidere ved dækkene end Mercedes´en, holder løbets to virkelige favoritter måske i tredje række: Kimi Raikkonen (Lotus-Renault) og Fernando Alonso (Ferrari) på femte- og sjettepladsen kører begge i biler, der kan få dækkene til at holde over distancen og dermed spare et pitstop.