Først var det fodbold, så var det håndbold, og nu er det Formel 1. Tredje gang er måske lykkens gang for den sportsglade smykke-millionær Jesper Nielsen, der har besluttet sig for at investere i et sponsorat for Formel 1-teamet Lotus.

Allerede for en måned siden kunne Jesper Nielsen afsløre, at hans smykkefirma, Endless Jewelry, havde indgået en sponsoraftale med Formel 1-teamet Lotus, der blandt andre har danske Marco Sørensen som reservekører. Og nu bekræfter Formel 1-holdet i en pressemeddelelse, at man har indgået en sponsoraftale med Endless Jewelry.

’Lotus F1 Team har indgået en aftale med Endless Jewelry, hvilket betyder, at man vil se det hastigt voksende smykkemærke repræsenteret på luftfilterkassen og på toppen af bilens sidepod’, lyder det.

Der er i første omgang tale om et kortvarigt sponsorat, som kun vil gælde under USAs Grand Prix i Austin 31. oktober - 2. november. Og Jesper Nielsen - bedre kendt som Kasi Jesper - ser frem til at se Endless Jewelrys logo på Lotus-bilen.

- Siden jeg var barn, har jeg drømt om at blive en del af Formel 1-verdenen. At se Endless’ logo på den smukke sort-guld Lotus F1 Team-bil er virkelig noget specielt, siger Jesper Nielsen i pressemeddelelsen, hvor han fortæller, hvorfor han har valgt at indgå i et Formel 1-sponsorat.

- Forretningsmæssigt er det en investering, der med garanti vil give brandet en massiv eksponering - og alle de deltagende en unik oplevelse. Jeg er meget stolt af aftalen med Lotus F1 Team.

Jesper Nielsen er kendt for at investere i sportsprojekter. I 2007 smed han et historisk stort millionbeløb i hjerteklubben Brøndby IF, hvor han blev hovedsponsor med sit smykkeselskab KasiGroup.

Det gik dog ikke som mangemillionæren og smykkesælgeren havde håbet på, og allerede i 2009 opsagde KasiGroup pladsen som hovedsponsor.

Det var dog ikke slut med sportssponsorater fra Jesper Nielsens side, der efterfølgende kastede sig over det ambitiøse håndboldprojekt AG København - en sammenlægning mellem FCK Håndbold og Albertslund-Glostrup Håndbold. Men også dette projekt måtte Kasi Jesper opgive p.g.a. en skattesag.