Benetton Formel 1-raceren som den tyske motorsports-legende Michael Schumacher kørte sin allerførste sæson i skal på auktion.

En 23-årig Schumacher kørte denne eksakte racer, da han i sin debutsæson ved Mexicos Grand Prix tilbage i 1992 opnåede sin første podieplacering nogensinde.

Motorsports-fanatikere får nu muligheden for at erhverve sig et stykke af Formel 1's historie, når raceren med det fulde navn 'Benetton-Ford B191B' ryger under hammeren i auktionshuset Bonhams i London.

Bilen, der stadig er fuldt køredygtig og næsten i samme stand som da den senest blev kørt af Schumacher, ventes ifølge eksperter at koste op mod 2,8 millioner kroner.

Schumachers tredjeplads i Mexico kickstartede en karriere med enestående succes. Tyskeren vandt intet mindre end syv mesterskaber i perioden fra 1994 til 2004.

Han opnåede utrolige 91 grandprix-sejre - 40 mere end nogen anden kører i Formel 1's historie.

Det er ikke kun Michael Schumacher, der har kørt bilen. Det var også bilen, hvori den tredobbelte F1-mester Nelson Piquet kørte sit sidste grandprix i Australien tilbage i 1991.

Michael Schumacher væltede tilbage i december 2013, da han stod på ski og slog hovedet mod nogle klipper. Efter lang tid i koma er han nu i sit hjem, hvor han kæmper en lang og hård genoptræning. Der kommer ikke mange opdateringer på hans tilstand, men han menes at være blevet hjerneskadet og lam som følge af ulykken.