Kommentar af BT's Formel 1-korrespondent Peter Nygaard

Inden Ungarns Grand Prix i weekenden skal der lige sættes en streg under sammenstødet mellem Kevin Magnussen og Felipe Massa sidste søndag i Tyskland.

Det startede en voldsom diskussion i motorsports-Danmark, hvor det, jeg vil tillade mig at kalde ’racerbanens parlament’, entydigt udnævnte Massa til den store skurk og Magnussen til det uskyldige offer.

Det er naturligvis ok at have sin mening om sammenstødet. Og jeg kan godt forstå, at den rødhvide klaphat en gang imellem skygger en smule for objektiviteten. Men jeg synes, kæden hopper af, når fans og ’eksperter’ efter en enkelt kameravinkel eller to på tv mener sig klædt på til at gå i rette med løbets dommere.

Dommerpanelet i Hockenheim bestod af ekspertdommer Tom Kristensen og to ’lægdommere’ fra bilsportsforbundet FIA med mange års erfaring – altså en trio, der tilsammen må vide en del om racerløb og motorsportsjura.

Fra dommerpanelet meddelte, at man ville se på sagen, til man kom frem til, at sammenstødet ikke skulle have konsekvenser for nogen af kørerne, gik der under tre minutter.

HVIS dommerne havde været i tvivl, kunne de have udsat sagen til efter løbet, hvor de kunne have nærstuderet en lang række kameravinkler, hvor de kunne have rekvireret data fra Magnussens og Massas biler, der for eksempel viste styre-udslag og speeder-position, og hvor de kunne have indkaldt kørerne til afhøring.

Men det mente dommerne ikke, der var behov for. Heller ikke en drive-through-straf, tab af startplaceringer i Ungarn, et klip i licensen eller bare en reprimande.

Altså en meget entydig dom.

Og alligevel var store dele af motorsports-Danmark i oprør og krævede Massa straffet. Så er der efter min mening ikke tale om, at den rødhvide klaphat skygger en smule for udsynet. Så er den trukket så langt ned over øjne og ører, at sund fornuft er lukket ude.

Sammenstødet var et af den slags, der går 12 på dusinet af. Når 22 sultne Formel 1-kørere skal igennem første sving. Når de ved, at de første sekunder af løbet repræsenterer eftermiddagens bedste mulighed for at vinde placeringer. Når første sving som i Hockenheim kommer bare et par hundrede meter efter start-stregen. Når den ene part – Massa – er i fare for at blive overskygget af sin yngre, billigere og hurtigere teamkammerat. Når den anden part – Magnussen – har sin bedste startposition i månedsvis.

Så er det den slags, der sker.

Massa har ikke gjort det nemmere for sig selv ved entydigt at give Magnussen skylden.

At han gjorde det i Hockenheim i minutterne efter sin kolbøtte, var forståeligt, for da racede adrenalinen og frustrationerne stadig i kroppen. At han nu gentager beskyldningerne her i Ungarn, er bare dumt, og lugter lidt af dårlig samvittighed.

Dét var også udmeldingen fra de seks kørere, der på den officielle pressekonference på Hungaroring blev bedt om en kommentar til sammenstødet – og Massas fornyede anklager mod Magnussen.

De fleste kom bare med et ’nocomments’, men Kamui Kobayashi fik taget sig sammen til at sige, at Massa måske bar hovedansvaret. Men at det var et hændeligt uheld.

Og lad os så komme videre til Ungarns Grand Prix.