En lægefejl kan ende med at koste Michael Schumacher livet. Det skriver det tyske tidsskrift Stern, der nøje har gennemgået, hvad der skete, og de måske fatale beslutninger, der blev taget i minutterne efter den voldsomme ulykke, hvor den pensionerede racerkører slog hovedet mod en klippe efter et styrt i skisportsområdet Meribel i de franske alper.

Den tyske Formel 1-legende Michael Schumacher svæver fortsat mellem liv og død efter sin voldsomme skiulykke, men måske kunne hans tilstand have været bedre i dag, hvis man havde handlet anderledes umiddelbart efter hans fatale styrt.

Ifølge Stern har lægerne undervurderet Schumachers tilstand i minutterne efter ulykken. Tyskeren var ved bevidsthed og kunne tale lige efter sit styrt, og derfor sendte lægerne ham til et lokalt hospital i Moutiers i stedet for at flyve ham direkte til Grenoble, hvor han har ligget i kunstig koma i adskillige måneder.

Det kostede 20 minutter ekstra i redningshelikopteren, og det var angiveligt her, at lægerne begik en stor fejl. Stern bakker påstanden op med anerkendt forsknings, der påviser, hvor afgørende det er, at man får den rette behandling så hurtigt som muligt umiddelbart efter en ulykke med skader på hjernen.

Schumacher har i små glimt været ude af det koma, som han blev lagt i umiddelbart efter ulykken. Det fortalte talskvinde Sabine Kehm for fire dage siden. Men det er stadig uvist, om han overlever ulykken og i så fald hvilke mén, han får.