Kevin Magnussen ser frem til weekendens grandprix på den legendariske Monza-bane ved Milano i Italien.

Banen har været benyttet til Formel 1-løb siden 1950'erne og er kendt for at være en af Formel 1-sæsonens hurtigste baner. Og Kevin Magnussen tror da også, at tv-seere og de fremmødte tilskuere kan se frem til et hurtigt løb.

- Med dette års hybridbiler, tror jeg, at Monza vil være opsigtsvækkende. Vi forventer at se top-hastigheder på omkring 345 kilometer i timen, hvilket burde være de hurtigste hastigheder vi hidtil i denne sæson har set, siger Magnussen til McLarens hjemmeside og fortæller desuden, at han altid har drømt om at køre Formel 1 på banen.

- Sidste gang jeg kørte på Monza var i forbindelse med World Series, hvor jeg kørte for Renault 3.5 tilbage i april sidste år. Jeg ser meget frem til at komme tilbage. Det er en god bane, og det er et grandprix, som jeg har set, siden jeg var meget ung - det er et sted, hvor jeg altid gerne ville køre med en Formel 1-bil, siger Magnussen til McLarens hjemmeside.