Selvom den danske racerkører Kevin Magnussen måtte opgive sit sæde i McLaren-raceren til Jenson Button før sæsonen, så er der ingen sure miner at spore mellem de to teamkammerater.

Den 22-årige dansker har de sidste par dage delt sin begejstring for cykling med sine Twitter-følgere, og onsdag lagde danskeren et billede op af sig selv i fuld cykel-mundering, inden han skulle på sushi-middag med familien.

Magnussens alternative transportform blev bemærket og kommenteret på af Jenson Button, og så svarede danskeren tilbage med stort overskud.

 

»Hvad er der sket, ven. Kunne du ikke finde din bil?,« spørger Button til Magnussens billede.

»Nej, jeg mistede den for et stykke tid siden. Jeg ser den dog ret ofte i MTC (McLarens hovedsæde i Woking, England, red.), men nogen har puttet dit navn på siden af den,« svarer Magnussen.

Kevin Magnussen har ageret reservekører for Button og Fernando Alonso i den igangværende Formel 1-sæson. De seneste tre uger har kørerne dog holdt en forlænget pause, men de er atter klar til ræs, når der i den kommende weekend køres grandprix i Ungarn på Hungaroring.