Han er den eneste kører i Formel 1-historien, der sluttede sit første grandprix på en andenplads. Og var uden sæde året efter.

Kevin Magnussen har al mulig grund til at føle sig uretfærdigt behandlet. Men som han sidder i solen i paddocken på Bahrain International Circuit, virker han ikke bitter. Snarere kampberedt og klar til et Formel 1-comeback så hurtigt som muligt.

LÆS OGSÅ

Men alligevel: Føler han sig uretfærdigt behandlet af skæbnen eller McLaren?

»McLaren er et racer-team, der skal gøre det bedste for sig selv,« svarer han hurtigt.

»Det kom sidste år i en rigtig svær situation, for selv om det i forvejen havde to gode kørere, var Fernando Alonso lige pludselig interesseret i at køre for det. McLaren stod i en situation, hvor de havde en verdensmester i Jenson og en kommende verdensmester i mig. Og så kunne de også få en dobbelt verdensmester i Fernando. En mand, der anses for at være den bedste kører i verden. Der er nogle, der mener, at han er den bedste nogensinde i Formel 1. Så det var et svært valg. Det var svært at satse på mig frem for en dobbelt verdensmester. Specielt i en situation, hvor teamet skulle i gang med en opbygningsfase,« fortsætter Magnussen.

Det er tydeligt at Kevin Magnussen ikke føler sig valgt fra. At han tror på teamejer Ron Dennis’ udtalelser om, at hans Formel 1-karriere bare er sat på pause.

»McLaren er glade for mig. De beholder mig jo,« siger han.

»De ved, at jeg er rigtig hurtig, og de har troet på mig hele min juniorkarriere. Så det var ikke for at sige til mig: ’Du er ikke god nok – vi tror ikke på dig længere.’ McLaren havde bare et luksusproblem, og på den måde er det lidt uretfærdigt af skæbnen: Hvorfor skulle Alonso lige være ledig på det tidspunkt? Men jeg er stadig meget ung, og det var også en af grundene til, at de valgte, som de gjorde.«

LÆS OGSÅ

Podiepladsen i debutløbet i Australien var hans eneste i 2014.

»Min Formel 1-sæson 2014 var godkendt. Jeg var langtfra tilfreds selv, men der var aldrig et tidspunkt, hvor jeg tænkte: ’Jeg kan ikke det her’. Men jeg tænkte ofte, at jeg dummede mig. At dér var noget, jeg kunne lære af. Ikke kun på banen men også med hensyn til bilens set-up og så videre,« siger han og fortsætter:

»Men jeg fik bevist, jeg var hurtig, at jeg forstod bilen, og at jeg gav god feedback. Alt det har McLaren godkendt ved at beholde mig. De kunne jo lige så godt have sagt: ’Kevin - vi ses. Tak for denne gang. Tag ud i verden og skab dig en karriere et andet sted’. Det ville have været den nemme løsning for dem. Men det gjorde de ikke. De beholdt mig, og det var egentlig lidt dårligt for mig. Det havde måske været nemmere for mig at finde et sæde et andet sted. Men fordi jeg tror på, at jeg kommer til at køre løb for McLaren igen, bliver jeg selvfølgelig.«

Kevin Magnussen beviste sin hurtighed ved at være jævnbyrdig med den erfarne Button allerede i sin debutsæson.

»McLaren kunne godt se, at jeg kørte lige op med Jenson i mit første år i Formel 1,« siger han.

Ironisk nok er både Kevin Magnussen og Jenson Buttons aktier steget, efter Fernando Alonso er kommet ind i McLaren-teamet. Som Magnussen slog fast, er spanieren anset for at være den bedste kører i Formel 1-feltet. Alligevel er han blevet slået af englænderen i begge de kvalifikationer, de inden weekendens grandprix i Bahrain har kørt som teamkammerater. I går brød Buttons bil dog sammen på første omgang af kvalifikationen, mens Alonso sluttede på 14. pladsen.

»Jeg vil ikke sige, jeg er overasket, men det er rart at se,« siger Kevin Magnussen om, at Button indtil nu har vist sig som den hurtigste McLaren-kører.

»Alle har jo snakket om, at det ikke er Jensons stærke side at køre hurtigt. At hans styrke er løbene, at forudse vejret og den slags. Men haneraltså pissehurtig! Da jeg kom ind i Formel 1, blev jeg overrasket over, hvor hurtig han er. Jeg ser mig selv som en rigtig hurtig kører, men han var ikke én, man bare lige kørte fra,« siger han.

»Et eller andet sted sætter det også mig i et bedre lys. Man lægger jo to og to sammen. Over en hel sæson sidste år var jeg i gennemsnit omkring halvanden tiendedel sekund hurtigere end Jenson i kvalifikationerne. Vi stod meget lige i kvalifikationsduellerne, men mange af de gange, han slog mig, var det med meget lidt. Men når jeg var hurtigere end ham, var det med ganske meget. Det betød, at jeg over hele sæsonen – renset for de kvalifikationer hvor forholdene ikke var lige på grund af regnvejr eller tekniske problemer – i gennemsnit var halvanden tiendedel hurtigere end ham. Så på den måde er jeg glad for at se, at Fernando endnu ikke har slået Jenson i kvalifikationerne. Men jeg tror også, at Fernando stadig har lidt at lære om teamet, så der kommer måske mere fra ham. Men det bliver ikke sådan, at Fernando bare slår Jenson hver eneste gang. Det bliver meget jævnbyrdigt,« forklarer Magnussen.

Efter afløsertjansen for den kvæstede Alonso i Australien er Kevin Magnussen nu tilbage i rollen som McLaren-reservekører. Det er en rolle, han også spillede i 2013, men ikke en rolle, han vil spille igen i 2016.

»Jeg vil ikke have to år som reservekører,« slår han fast.

»Jeg vil bruge et år på at komme tilbage i en situation, hvor jeg kan tro på, jeg kan blive verdensmester. Formel 1 handler meget om moment. At man skal bygge moment op i sin juniorkarriere og vinde i en serie, lige inden man kommer i Formel 1. På den måde er man en af dem, folk holder øje med i Formel 1. Og så skal man selvfølgelig gøre det godt i Formel 1 med det samme. Alt det gjorde jeg,« siger han.

Kevin Magnussen understreger, at han stiler efter en plads hos McLaren. Han er ikke interesseret i at vende tilbage til Formel 1 i et mindre team uden vinderchancer.

»Hvis man går efter et mindre team efter at have været, hvor jeg har været, mister man moment. Og så tror jeg ikke rigtig på, at man kan komme tilbage til toppen. Man kan godt drømme om at køre Formel 1 for et mindre team og så kæmpe sig op til et bedre team. Men prøv at se en sindssyg god kører som Nico Hülkenberg: Han har mistet momentet. Han kom i Formel 1 med Williams, men blev smidt ud igen efter bare en enkelt sæson, fordi der kom en anden kører med en masse penge. Så mistede han moment. Nu er han tilbage hos Force India, som er et respektabelt team. Hvis det har en rigtig god weekend, kan han komme på podiet, men han ved godt, at han ikke kommer til at vinde løb hos Force India. Hülkenberg drømmer selvfølgelig om at komme videre til et stort team, men jeg tror bare ikke, det kommer til at ske. Fordi han har mistet moment …«

En kører, der i øjeblikket har masser af moment, er belgieren Stoffel Vandoorne. Han blev i 2013 nummer to efter Kevin Magnussen i Renault World-serien og debuterede sidste år i GP2 med en samlet andenplads. Samtidig var han testkører for McLaren i Formel 1. I år er han favorit til at vinde GP2-titlen, og så bliver McLarens luksusproblem endnu større: Hvor de nu har tre rigtig gode kørere til to biler, kan de med Vandoorne som GP2-mester have fire i løbet af efteråret. Alligevel frygter Magnussen ikke, at belgieren pludselig har mere af det vigtige moment, end han selv har.

»Hvis Stoffel vinder GP2-mesterskabet, har han moment på en anden måde, end jeg har: Han kan godt komme ind i Formel 1 med et team, der ikke kan vinde, og fortsætte sit moment derfra,« siger danskeren.

»I Formel 1 ser de ofte kun dét, der er lige foran næsen på dem. Hvis de ser én, der klarer sig rigtig godt i juniorklasserne, satser de på ham. Jeg er på en eller anden måde stadig i den situation, men jeg har taget et lille skridt tilbage. Men det er ikke stort nok til, at jeg frygter, at jeg ikke kan komme tilbage. Jeg kan mærke, at folk stadig tror på mig.«

Kevin Magnussen indrømmer dog samtidig, at en 2015-sæson som reservekører ikke giver de store muligheder for at gøre reklame for sig selv.

»Jeg har svært ved at vise noget i år,« siger han.

Bortset fra indsatsen i Australien, hvor hele weekenden var præget af tekniske problemer, kommer han efter planen kun bag rattet i McLaren-Hondaen én dag i resten af 2015.

»Jeg ved, at jeg skal køre én dag ved testen efter enten Spaniens eller Østrigs Grand Prix,« siger han.

Samtidig understreger han, at der ikke er planer om at køre i andre serier.

»Der står ikke i min kontrakt, at jeg ikke må køre noget andet, så det er ikke umuligt. Men jeg leder ikke efter noget, så det er ikke særligt konkret.«

Det er Formel 1, han satser på. Og han satser samtidig på, at McLaren-Honda, der i øjeblikket er plaget af voldsomme tekniske problemer, igen bliver et vinder-team.

»McLaren vinder ikke VM næste år, men det er langt min bedste chance for et Formel 1-sæde,« siger han.

Og understreger endnu en gang, at ambitionerne om at vinde VM i Formel 1 lever:

»Jeg bliver motiveret af at vinde. Jeg er ligeglad med at køre Formel 1, hvis jeg ved, at jeg ikke kommer til at vinde. Så gider jeg det ikke. Det er min største drøm at vinde i Formel 1. At køre Formel 1 uden at kunne vinde, vil for mig være som at se min drøm køre forbi.«