Kevin Magnussens drøm om et sæde i Formel 1 led søndag noget af et knæk. Jenson Button, der har været meldt på vej væk fra McLaren de seneste uger, kører ifølge holdets øverste chef, Ron Dennis, også for briterne næste år, hvor makkeren fortsat vil være Fernando Alonso.

Det fortalte Ron Dennis i forbindelse med det japanske grandprix.

»Begge kørere har kontrakt for næste år, og sådan er det,« siger han til Sky Sports, der følger op på udtalelsen med følgende spørgsmål:

Ron, du svarer ikke på spørgsmålet. Du siger noget uden egentlig at sige noget. Er Button og Alonso i jeres to biler næste år?

»Ja. Hvad mere vil du have?«

Jenson Button står til en massiv lønforhøjelse næste år. Derfor er der blevet spekuleret i, at McLaren på grund af holdets skrantende økonomi ville sige farvel til den rutinerede englænder. Men det bliver altså afkræftet nu.

»Kontrakten er uændret, og intet bliver lavet om. Jeg har talt med Jenson om det, og han er glad for resultatet,« siger Ron Dennis og uddyber:

»I ethvert forhold gælder det, at hvis du ikke føler, at den anden part har det godt i forholdet, og du selv tvivler på den anden parts engagement, er det ikke godt for forholdet. Når den tvivl forsvinder, bliver tingene bedre. Vil I have mig? Betyder det noget for jer? Tror I på mig? Jeg tror, det er den type tanker, som Jenson har haft.«

McLaren har haft endnu en skuffende sæson. I konstruktørernes mesterskab ligger holdet næstsidst.