Det er stadig ikke til at spå om, hvornår Michael Schumacher vil være være ovenpå igen, fortæller hans manager Sabine Kehm.

Snart et år er der gået siden tyskerren Michael Schumacher pådrog sig en hjerneskade ved en tragisk skiulykke og lå i koma i seks måneder. Siden juni måned har den syvdobbelte verdensmester været i behandling i sit eget hjem i Schweiz.

Ifølge hans manager, Sabine Kehm, er det endnu ikke muligt at afgøre, hvor lang tid der vil gå, før han eventuelt kommer sig efter ulykken.

- Det er ikke muligt at sige i denne situation. Michael gør gode fremskridt, givet alvorligheden i hans situation, men det bliver en lang og kompliceret proces, fortalte Kehm til tv-stationen RTL.

I samme interview fortalte manageren, at familien sætter stor pris på alle de breve, der bliver tilsendt fra fans.

- Jeg kan kun gentage, at familien for er meget glade og berørte af alle de sympati-tilkendegivelser, som de bliver tilsendt. Jeg tror på, at den positive energi gør dem godt. Vi værdsatter al den medfølelse, som vi får fra omverdenen, siger Kehm.

Michael Schumacher endte sin aktive karriere som Formel 1-kører i 2012.