Felipe Massa og Kevin Magnussen stødte allerede sammen i første sving i søndagens Formel 1-grandprix. Massa og Magnussen lå side om side, da de gik ind i svinget. Ud ud fra tv-billederne så det ud til, at det var brasilianeren, der brød sin bane og kørte ind i den danske McLaren-kører. Den udlægning afviser han dog selv.

Massa peger i stedet på, at Kevin Magnussen var årsag til uheldet:

- Jeg er så skuffet over, hvad der skete. Det er et andet ræs og en anden bil, der skubbede mig af banen og endte mit løb. Det er så skuffende, fordi jeg har en bil, der er så konkurrencedygtigt, siger han og fortsætter:

- Jeg var foran og gjorde klar til at tage svinget. Hvis der er nogen, der skal se sig for, så er det bilen bagved, siger han med direkte henvisning til, at Magnussen ikke så sig for.

I forbindelse med uheldet snurrede Felipe Massa rundt og kurede blandt andet på taget. Williams-køreren understreger dog, at uheldet ikke var så voldsomt, som det så ud til:

- Jeg er okay. Uheldet så en smule mere uhyggeligt ud udefra end inde fra cockpittet. Jeg så bare det hele på hovedet, men jeg er okay.

Mens Felipe Massa måtte udgå af løbet, var Kevin Magnussen i stand til at køre videre.